Pas nu på med crysantemumbomberne!

Efter så lang tid på krykker, efter så mange skuffelser med musik siden 1993, efter så mange omveje, efter så megen tvivl og efter en enorm lyst til at smide det hele på gulvet, har de mange dage hernede været godt for at få hovedet på plads.

Jeg har i rigtigt mange år gået og funderet over hvad jeg egentlig skulle satse på, musik, design, teknik - i don't know. Men nu har jeg sgu indset at jeg ikke behøver at vælge. Hvorfor ikke bare gøre det jeg gør og så være ligeglad med at det ikke ligner en almindelig gennemsnits tilværelse?!

Jeg har gået og arbejdet på et nyt album og prøvet at finde en retning. Men her har jeg også prøvet at gøre nogle fra og tilvalg. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor begrænse sig til en stilart man tror der er et eller andet markedssegment der vil opsluge.

Sandheden er jo at musikbranchen er i dyb krise og at ingen kan sælge plader mere. Så who cares anyway. Når jeg kommer hjem laver jeg et rigtigt band med sanger, bassist, trommeslager, måske keyboard og mig på guitar. Og så spiller vi fanme noget seriøst Rock med NERVE! Ikke mere fims og ikke mere plastik.....

Det skal blive godt at få pudset det adskilte gear af og få det skruet sammen til noget brugbart igen. Har i årevis blot fået fragtet guitartoppen rundt til sporadiske øvere, så pedalerne har haft en fredelig tilværelse lidt for længe. Nu er det tid at få fyret op under dem igen.

Så er det snart tid for hjemrejse, jeg ser ikke frem til at udsætte mine sarte bihuler for 3 landninger, men der er jo nok ikke meget andet man kan gøre. I aftes var afslutning med 3 bands koncert og den sidste rundvisning. I en tyk sovs af tåge stod vi ud af bilen ved europas vestligste punkt (altså kontinentet), til gengæld var det helt mørkt og det begyndte at regne, men man kunne høre havet...... Efter den tur gik turen til et mystisk sted hvor Portugiserne påstod at ens bil ville rulle op af bakke med bilen i frigear. Jeg så frem til at se det med egne øjne.

Da vi ankom på et stykke vej der så ud til svagt at gå nedad, stoppede Daniel bilen og den begyndte ganske rigtigt at rulle baglæns op af bakke. Folkene i gruppen var nærmest bestyrtede og råbte højt at det var vildt mystisk.... Jeg ved godt at jeg er en partydræber, men jeg er en mega skeptiker og køber ikke den slags historier. Så jeg trak mit hemmelige våben op af lommen, som jeg har haft på mig i tilfælde af at jeg skulle fare vild.

GPS'en blev lagt på jorden og højden blev noteret, derefter blev den lagt længere 'nede' af vejen, og det viste sig at vejen ikke gik nedad men opad. Det hele var et optisk bedrag, men ganske effektivt. For at overbevise de opkørte portugisere, lånte jeg en lang nøglekæde og lavede den oldgamle lodtest. Ganske tydeligt kunne man se at vejen hældede opad og at fænomenet havde en helt naturlig forklaring.

På trods af det, syntes Portugiserne stadig at det var mystisk...... Men sådan er virkeligheden jo også, det er sjovere at tro på det mystiske og kedeligt at tro på en simpel naturlig forklaring. Det er nok det som konspirationsteorierne lever af.......


  

Første dag uden arbejde, sådan da, men okay næsten. En typisk dag hernede er lidt som følger... Står op og hopper i bad inden jeg kan se ud af øjnene. Prøver at undgå at blive skoldet af det brandvarme gasopvarmede vand, som udgør lidt af en kontrast til det indvendige i ghettobyggeriet her i Barrerio. Lejligheden er isnende kold, som en fryser. Når jeg kommer uden for om morgenen, kigger Duracellkaninen altid på mig med et lidende udtryk og spørger: 'Do you think it is cold?' Hvorefter jeg kigger på ham med et spørgende udtryk..... 'You know that we just left a freezer and out here it is actually varmer than inside your apartment Ricardo?!' Hvortil Duracellkaninen altid svarer: 'Yeah, but it's so cooooold'. 'No it's not Ricardo, you're a pussy!' - Det bør måske nævnes at vi begge står i T-Shirt og en let jakke i høj solskin!

Herefter går turen i bil ad de Portugisiske veje.... Man får lidt en fornemmelse af at vejplanlæggerne var skæve på mescalin da de planlagde det her kaos. Alt er en hovsaløsning. Masser af veje på kryds og tværs stopfyldt med biler, der kører ud og ind imellem hinanden i parkeringsafstand (italiensk parkeringsafstand) på motorveje der på snedig vis bliver bremset voldsomt af betalingsanlæg på broer der forlængst er blevet betalt af brugerne.

Byen ser noget slidt ud, Barrerio er en beskidt ghetto, hvor en af sideeffekterne af det forholdsvist nye demokrati er at alle smider deres affald overalt, samme i Lissabon. Bygningerne er meget slidte at se på og der er megen luftforurening, både inde og ude, da rygning stadig er en yndet sport der først forbydes næste år.

Indeni er der noget pænere og renere end byen giver indtryk af udenpå. Indkøbscentrene er imponerende - de er meget store med rigtigt mange butikker. Men musikforretningerne er en sølle skygge af de Århusianske musikforretninger. Nogle af dem er store men de har ikke særligt meget. De små har ligeså lidt som de store og ligner lidt en udsultet netto i forhold til de danske. I Århus er Orkestergraven, Eskildsen, Woodstock, Rockcity, Akustikken og Aage et rent orgie i overflod og nyheder i forhold til det her. Trommebutikkerne er helt i særklasse i Århus sammenlignet med det hernede.

Jeg er ret overrasket over hvor meget vi egentlig har i Århus i forhold til en millionby som Lissabon, og andre storbyer. Selv i New York bliver man ikke blæst væk som dansker i deres store musikforretninger.

I morgen går turen til Estoril og andre seværdigheder. Når nu muligheden foreligger, hvorfor så ikke kaste sig i noget hurtigt og udfordre den eneste Formel 1 bane i Portugal ;o)

Indtil videre
Palle

Phew, så fik vi overstået optagelserne. Det tog 14 dage i træk, 10 timer pr. dag + 3 timers transport, hvor halvdelen foregik i kø på de kaotiske Portugisiske motorveje. Resten af tiden hernede vil jeg tilbringe i gode venners lag, kigge lidt på Portugals kulturelle seværdigheder og måske tage et par omgange i racerbil på Estorilbanen som ligger lige i nærheden.

Skulle jeg bo hernede blev der investeret i en Honda Fireblade, der koster under halvdelen af hvad de gør derhjemme. I bil er det bare for langsomt og for meget kø.

Ha det godt i det kolde nord. I morgen skal solen nydes ;o)

mvh
Palle

We are the Damned recordings in Lisboa.


Simple but effective - The drums of King De Bombo Rei Paulo Alexandre Lafaia De Silva


Ricardo the Duracell Bunny & Sofia 154 cm Growler


Palle on Guitar and the caged in drums of Lafaye De Silva


Il Rei (The King) Himself & Friends at Indian Dinner


D - The Biker Engineer


Listening back stuff


The Kings Kingdom


Palle, Paulo - The King, Ricardo, Sofia, Miguel, Paulo


Miguel aka Vegeta


5150 For everything


Duffa from Sweden - Something something potato....

Så er bas, guitarer og trommer i hus. I weekenden optager vi vokal, hvilket i denne sammenhæng vil sige en pige på 145 cm der growler som en mand på 200 kg. Man skal opleve det for at tro på det. Min underkæbe hang ihvertfald og blafrede da jeg var vidne til det første gang. Om jeg kan lokke et par toner ud af hende også vil vise sig, men det er nok mest brøl, skrigen og talen der kommer til at præge den vokale side af We are the Damned.... Deraf navnet kan man roligt sige.

Når det bliver muligt vil jeg prøve at levere lidt billeder fra denne session der består af en Duracellkanin ved navn Ricardo, en trommeslager vi kalder kongen, fordi han er the spitting image af en 1700 tals Portugisisk konge både i statur og udseende, og som sagt den lille spinkle brøler af en vokalist. På teknikken er en fyr der har fået navn efter en figur i DragonBall som han ligner på en prik og en motorcykel kørende hjælper kaldet D

Mit eget øgenavn er blevet til Pallertes af den ene grund at de ellers ikke kan udtale mit navn. (Pallertes er skyggen på en kasket). På denne optagelse har jeg skyggebokset på de bas og guitarparts der spilles i et tempo der viste sig som for stor en mundfuld for Duracellkaninen, så Vikingen fra Nord måtte tage over og vise hvad vi er lavet af heropppe. ;o)

Udover musikken bliver der joket så alle er ved at kaste op af grin. Kongen er en særdeles morsom herre der formår at sprede megen latter og jeg har da også lært at sige 'vær hilset deres majestæt' på flydende Portugisisk. Man kan vist roligt sige at jeg har fået rollen som Papegøjen når der ikke arbejdes. Ikke sjældent bliver jeg bedt om at sige nogle unævnelige gloser over middagene, hvilket plejer at udløse megen latter. Jeg har dog sikret mig at tjekke hvad ordene betyder inden de bliver genbrugt i studiet dagen efter. Der er jo ingen grund til at svine folk til uden grund ;o)

Jeg ved ikke hvordan vejret er deroppe, men her er der 18 grader i solen og ikke en sky på himlen. Så pauserne bliver brugt siddende med lukkede øjne i t-shirt. Nice!

Ha det godt Indtil næste gang!
'tenha uma estadia agradável'

mvh
Palle

Jeg er i Lissabon Portugal i øjeblikket for at producere et metalband kaldet 'We are the Damned'. Vi har været i studiet i 5 dage og allerede er vi færdige med alle trommetracks og næsten færdige med basisguitarer. Next up er bas og dernæst vokaler.

Det er spændende arbejde, men også lidt hårdt da vi kører i 10 timers stræk hver dag. Mit arbejde består i at bidrage kreativt til numrene, spille soli og rytmeguitar, få drengene til at spille tight, finde ud af hvordan de er sat sammen psykologisk så vi istedet for at tage 10 takes på et nummer kan nøjes med 1 eller 2 ved at sige de rette ting på den rette måde og få dem til at holde pause på de rigtige tidspunkter og fyre op under dem ligeså på de rigtige tidspunkter. Mit job er også at lave lyd, stemme trommesættet, fikse de fattige portugiseres dårligt justerede instrumenter, reparere ødelagte skind osv. Jeg kunne selvfølgelig bare lade være, men da jeg gerne vil have dette projekt til at lykkes rigtigt godt, har vi ikke tid til at vente på at de selv finder en eller anden obskur type der kan gøre alt det.

Til gengæld bliver jeg behandlet som en royal og både vist frem og får fremvist Lissabon og omegns kulturelle seværdigheder. Måske ikke lige det jeg havde forventet af Metalmusikere, men det er altså sådan det er.  Jeg kom selvfølgelig også lige forbi Estoril og dens tilhørende Formel 1 bane og fik lige lejlighed til at købe et par nye køresko så de de gamle nedslidte kan blive pensioneret.

Priserne hernede er lidt specielle. Nogle ting er foholdsvist dyre (feks. biler) når man tænker på Portugisernes meget lave indkomstniveau, mens almindeligheder ikke koster ret meget. Mad og køresko er billige, mens computere og andet elektronisk udstyr koster det samme som derhjemme.

Vejene er et stort mærkværdigt kaos hvor intet lader til at være særligt logisk, masser af veje på kryds og tværs og en masse hovsaløsninger. Reklamer OVERALT, klistret ud over det hele, affald alle de steder hvor der ikke er huse. Folkecontainere der er totalt nedslidte uden centralvarme, huse der bare er forladt som står og falder sammen både i land og by men også smukke steder. Men mest sydlandsk kaos som man kender det fra tidligere tideres Spanien og syditalien.

Udover at være særdeles humoristiske og hjertelige er Portugiserne også i gang med at lære mig deres sprog. Hvilket faktisk er ganske sjovt - jeg har et lidt obskurt talent i at kunne udtale ord ganske præcist uden dog at forstå hvad det er jeg siger, men det er morsomt at se folk imponeres over cirkustricket. Men jeg er dog ved at lære hvad det er der kommer ud af munden på mig når jeg forsøger mig på det syngende sprog.

Når man er et sted hvor der næsten udelukkende tales et fremmed sprog, begynder man bemærkelsværdigt hurtigt at forstå hvad det er de taler om og kan kommentere det på engelsk. Hvilket ofte tager Portugiserne lidt på sengen, men de er meget ivrige for at lære mig alt hvad jeg spørger om, hvilket er rigtigt hyggeligt hernede, men jeg må jo nok indse at ligeså snart jeg lander i København så har jeg lykkeligt glemt hver en glose ;o)

Maden er dog lidt af en fælde da det er ret fedt, man får fritter til ALT. Deres 'Tosta Absurdo' der er så absurd som navnet antyder er en toast på størrelse med en Pizza..... dammit det feder!!!

vi fortsætter indtil den 10'ende December hvor jeg vender næsen hjemad i en 8,5 time lang rejse, der gør pokkers ondt i bihulerne hver gang trykket stiger når flyene lander de 3 gange det skal i Barcelona, København og Århus.

Pladen udkommer i Marts 2008 hvor bandet om muligt vil spille et par jobs i Danmark, givetvis med mig på 2. guitar, da jeg som sagt spiller på pladen.

Men indtil da, går jeg rundt i t shirt og kigger på de tykt indpakkede bandmedlemmer ryste af kulde i vinterkulden hernede i høj solskin og 15 graders varme.... Lidt spøjst at være eskimoen i selskabet.

Ha det bra i det kolde nord

Turen går til Lissabon. I fugleflugtslinje tager det ca. halvanden time, men i moderne terrortider og poseforbindelser tager det 8-9 timer....... 4 lufthavne og 4 metaldetektorer hvor jeg skal bruge en masse tid på at få gøgleren med pinden til at forstå at jeg har lårben af stål, det bliver ikke nemt. Men vi håber det bedste og jeg håber dælme at jeg får min bagage hele vejen med derned. Jeg tror chancen for bortkommen baggage er 80/20. Jeg har endnu aldrig rejst i noget selskab uden at mindst én mistede sin bagage og det på ture hvor der ikke blev skiftet fly.

Nå nu ikke så negativ. Der har været god tid til at træne il korpus op til turen og mine ører vil blive straffet når We Are The Damned skruer op for deres gear og skriger deres vrede ud. Det bliver 20 dage, hvoraf de 12 bliver i døgndrift i studiet og resten forhåbentlig under lidt sol ved den Portugesiske kyst.

Noget af den meget lange genoptræning jeg har været igennem er foregået som på billedet og DET er megasjovt og fuldstændig afsindigt hårdt, tak til Dam Racing og Unipro Laptimers for muligheden. Thumbs up :o)


Billedet er taget af min søn Rasmus på Vojens Karting Center i November 2007

Jeg husker stadig tydeligt den overskyede vintereftermiddag på en kold gokartbane i Kerpen. jeg var løbet ud til racerkører Kristian Dam og stod parat bag hans havarerede kart for at løfte den op på hans kartvogn. Jeg følte mig ikke helt tryg ved at stå der. Banen gav ikke mange muligheder for at komme i sikkerhed. Mens jeg ventede på at teamchef Kim Dam skulle ankomme med kartvognen, stod jeg med fødder og ben klemt inde imellem de stablede dæk der adskiller de 2 langsider på banen. Kort efter hørte jeg Kristian sige 'pas på', idet jeg tabte balancen og måtte træde et skridt bagud. I samme nu var det som om alting eksploderede.

En pige ved navn Kathi Droste blev kørt af banen af Jos Verstappen, hendes kart spandt rundt og med høj fart fortsatte den hen imod den gokart jeg stod bagved. Hendes bagende ramte kristians karts bagende med så stor en kraft, at begge karts efterfølgende skulle have savet bagkofangerne af.

Da jeg blev ramt kunne jeg mærke at min ankel blev knust. Den brækkede ikke med et knæk, men blev simpelthen mast til benmel. Alle ledbånd blev revet over og foden hang kun i huden og de lædercowboystøvler jeg til alt held havde besluttet at beholde på. Jeg havde siddet og overvejet om morgenen om ikke jeg skulle hoppe i et par sneakers. Havde jeg gjort det, var min fod blevet revet af. Heldigvis holdt jeg ved støvlerne og da jeg kom hjem, købte jeg omgående et nyt par som erstatning for dem der blev klippet op i Kerpen, da min fod skulle besigtiges af lægerne.

Da jeg sad der på jorden med udsigt til et venstre ben der gik som et s, blev jeg ligesom delt i to. Den ene del var godt og grundigt irriteret over at jeg lige havde fået ny kart stillet til rådighed af min sponsor, som jeg ikke en gang havde haft tid til at prøve endnu. Hvad nu med næste sæson og sikke noget lort osv. Den anden del af mig var fuldstændig kold og kynisk. Jeg tog bestik af benet, prøvede at bevæge mine tæer og da jeg kunne mærke dem, blev jeg enig med mig selv om at sætte foden på plads med det samme. Hvis jeg ventede ville den blot hæve op og det ville gøre det mere end besværligt at få det sat rigtigt på plads, hvilket sandsynligvis ville gøre mig handicappet resten af livet. så jeg satte mig fremad og tog fat i låret med den ene hånd og foden med den anden. Slappede af, flyttede foden på plads og spændte musklerne. Jeg kunne mærke at det føltes rigtigt og at foden røg på plads, selvom følelsen var noget svampet og foden bare hang og dinglede spændte musklerne den trods alt tilbage i en position der virkede rigtig.

Jeg lagde min raske fod ind under den knuste og støttede foden så den ikke faldt ned igen og bad så de omkringstående om at løfte mig op på dækmuren, for at komme i nogenlunde sikkerhed. Kim, Kristian og et par tyskere løftede mig op og træningen blev standset.

Der lå jeg så i en tre kvarters tid Kristian stod troligt bagved og holdt mig på plads mens jeg havde et solidt greb i hans underarm. Kristian havde om dagen holdt Michael Schumacher bag sig ved træningen op til løbet og havde kørt rigtigt flot, han viste sig også at være lidt af en guttermand. Selvom han var gul og blå dagen efter af min klemmen om hans arm, så sagde han ikke en lyd, men var meget opmærksom på at hjælpe.

Da jeg efter en rum tid, begyndte at trække vejret som en gravid kvinde med veer og syntes at jeg godt kunne klare at få lidt lægeligt tilsyn, ankom der en orange ambulance. De 2 reddere tog bestik af situationen og med fælles hjælp og mig på bandeord og ordrer om hvordan de IKKE måtte røre ved mit ben, fik folkene ved fælles hjælp løftet mig ind i ambulancen. Efter lidt forhandling blev vi enige om at klippe støvlen af og fritlægge foden. Som jeg havde forventet var anklen hævet voldsomt. Det lignede en ankelvarmer der var sat på, men den her var sgu min egen ankel. Desværre måtte vi vente yderligere 3 kvarter på at der kom en lægeambulance der kunne tage stilling til om jeg måtte få noget smertestillende. Jeg havde pænt ondt i benet, det blev værre og værre og jeg begyndte at få svært ved at holde samtalen kørende med redderne.

Endelig ankom lægeambulancen og de 2 læger dér blev enige om at jeg skulle have et glas med klar væske. Jeg aner ikke hvad det var de gav mig, men efter jeg havde drukket det og fortsatte snakken med de tilstedeværende i en 10 minutters tid, begyndte lægerne at se lidt underlige ud i ansigtet. På tysk sagde den kvindelige læge til sin kollega, efter gentagende gange at have spurgt om jeg kunne mærke noget: 'Hvorfor virker det ikke?' Jeg forstod da at det skulle være noget smertestillende et eller andet og fortalte hende at jeg kunne mærke en svag prikken. Hun henvendte sig igen til sin kollega, det virkede som om hun gik ud fra at jeg ikke forstod tysk da samtalen hidtil havde foregået på engelsk, 'skal vi give han et glas mere?'.

Den mandlige læge sagde nej, det var for stærkt til at de turde tage risikoen og de måtte vente og se. Jeg forstod heller ikke helt at der ikke skete noget. Det måtte jo være en eller anden knock out mixtur de havde stukket mig, så jeg begyndte at vente på at det virkede. Efter en yderligere 10 minutters venten, slukkede lyset og jeg var helt væk.

Da jeg vågnede lå jeg på en briks under et røntgenapperat og i samme øjeblik kom en sygeplejerske gående forbi med blikket stift rettet på røntgenbillederne. Jeg kaldte hende hen og bad om at se dem. Lidt overrasket rakte hun mig billederne og jeg blev meget lettet da det på billederne kunne ses at alting sad rigtigt. Det var godt nok helt hvidmeleret, men det sad ikke skævt eller noget. Jeg fik en kort snak med kirugen og nåede kun at veksle et par ord med ham før endnu en knockout mixtur sendte mig lige lukt i drømmeland.

Da jeg vågnede igen, var det tydeligvis på en intensiv afdeling. Folk lå rundt om mig, mere eller mindre flået fra hinanden med slanger og rør stikkende ud overalt. Jeg var noget mindre smadret og lå derfor nærmest kørt ud til en side med en slange ned igennem næse og svælg. Jeg kaldte en stor mandhaftig sygeplejerske til mig og spurgte om hun kunne fjerne slangen. det gjorde hun ganske resolut ved at sætte den ene hånd på panden af mig og flåede slangen ud med et ordentligt hiv. Jeg blev lidt paf over den voldsomhed og bad hende så om noget at drikke, hvorefter hun tvært spurgte om jeg troede det var et hotel.

Det kan godt være at hun havde en skidt dag, men jeg følte mig ikke umiddelbart tryg ved at ligge et fremmed sted, med så aggressiv en madamme og med en gibs der helt tydeligt var blevet lagt for stramt. Jeg var i afsindige smerter og kunne bare mærke hvordan gibsen maste mit ben.

Jeg havnede på en stue med en fyr der åbenbart var blevet tævet noget så eftertrykkeligt, med et ansigt der var blevet pænt omrokeret for at sige det mildt. Og efter ret så kort tid fandt jeg ud af hvorfor. Det var virkelig en irriterende person. Jeg kunne ikke rokke mig fra sengen, og for at nævne bare én af hans små tendenser, snuppede ham fyren her fjernbetjeningen til det enlige tv, skruede højt op for lyden på et dokumentarprogram om landbrug og lagde sig til at sove. Alt imens jeg brækkede mig i stride strømme af efterveerne fra narkosen og fik tilbudt en ynkelig pamol til at tage smerterne. da gutterne besøgte mig i en pause fra løbet, sad de også det meste af tiden og skiftevis skævede over til klovnen og tilbage til mig med et sigende udtryk i ansigtet. Alt imens jeg tiggede og bad dem om at tage mig med tilbage til Danmark, senere på aftenen.

Jeg så aldrig en læge og kunne ikke få sygeplejerskerne til at hente en saks for at klippe gibsen op, der var ved at drive mig til vanvid. I dét scenarie tog jeg hurtig beslutningen om at jeg bare skulle ud derfra i en fart. Hvis mit ben ikke skulle gå i koldbrand var det bare om at komme hjem.

Efter en masse ringeri til folk der var parate til at smide hvad de havde i hænderne for at hente mig, endte det med at jeg udskrev mig selv og tog med racingtemaet tilbage til danmark. Jeg blev løftet ind i bilen, stadig uden krykker, lagde fod med gibs og bloddræn pakket ind i en plastikpose i forruden, bed tænderne sammen og sad der de næste 8 timer mod Danmark. Da vi ankom til Odder, stod min teamkollega Carsten Nielsen klar, han havde kørt afsted om natten og hentede mig for at køre mig det sidste stykke til Århus Kommunehospital. Carsten var og er en mand man bare altid kan regne med, men jeg var ikke glad for hans kørsel de sidste meter til hopitalet, jeg var ved at eksplodere af smerter fra den stramme gibs og kunne ikke klare ret meget mere.

Da vi ankom til hospitalet, blev jeg gud hjælpemig modtaget af en tysk læge...... Han var meget fortørnet fordi jeg bare var skredet fra hospitalet i tyskland, så han skældte mig ud imens jeg bad om at få fjernet gibsen. Til sidst blev det for meget for den tilstedeværende sygeplejerske og hun verfede lægen ud og kom med en saks. Da hun klippede gibsen af var det som at komme i himlen. De afsindige smerter fortog sig med det samme hun trak gibsen åben og jeg kunne forskrækket men lettet fra smerterne se mit ben være helt sort op til knæet. Var jeg blevet i tyskland var der gået koldbrand i skidtet, men heldigvis nåede vi at få den forbandede gibs af inden det gik så galt.

Opholdet på Århus Sygehus var stik modsat det i Tyskland. Sygeplejerskerne har meget mere ansvar, tager mange flere belsutninger og er i det hele taget langt mere kompetente end det jeg oplevede på hospitalet i Mannheim. Så jeg følte mig langt langt mere tryg og så det ikke som en forbandet plage at være indlagt herhjemme.

Efter en tur i gibs og med krykker, var jeg klar til at komme i gang igen, men det skulle hurtigt vise sig at det slet ikke var så enkelt. En del af den masse af skruer og metal der var sat ind i mit ben var 6 cm lange nåle der sad opad. Lægerne påstod at dem kunne jeg ikke mærke. Men de næste halvandet år var hvert et skridt forbundet med uudhldelig smerte. Når jeg lagde vægten på foden var det som at få stukket en kniv op i anklen. Så meget smerte kan ingen holde til og jeg begyndte at miste min nutidshukommelse, min langtidshukommelse gik også i ged og der forsvandt en række år, som var de blevet slettet fra harddisken. Mit humør blev ødelagt, mit firma måtte jeg lukke og til sidst indfandt sig en depression. Hele korthuset ramlede sammen og det var meget lidt sjovt at være min familie og mig i den periode.

Vejen ud af den viste sig at være særdeles udfordrende. Ulykken satte gang i en række operationer der skulle korigere et par lårben der var deforme fra fødslen og gav mig store problemer. Jeg blev i alt opereret 13 gange og kæmpede en hård kamp for at komme tilbage på sporet både psykisk og fysisk.

Problemet med at være syg, er at omverdenen ikke tager synderligt hensyn til det. Jeg kom til at skylde penge både til højr og venstre og kun venner og familie viste sig forstående. Skattevæsen og offentlige institutioner er iskolde. Du spørger: 'Har du penge? Hvor er de? Hvornår kan vi komme og hente dem?'. Uagtet at jeg var blevet totalt baldret af noget sovemedicin der havde slået 24 svenskere ihjel, indespærret i et smertefængsel, opereret igen og ingen og var helt i kælderen både psykisk og fysisk, er der ingen kære mor. Så min familie måtte holde for og lægge ryg til de konsekvenser ulykken havde affødt af katastrofer. jeg fik nemlig ingen erstatning for ulykken i Tyskland, og den direkte følge af det var en kæntret økonomi og en række år der ikke sådan er værd at tænke ret meget tilbage på.

Med hjælp fra venner, familie og en forbavsende forstående bank, lykkedes det at komme nogenlunde helskindet ud af miseren. Under krisen, lykkedes det at holde nogenlunde kontakt med gamle kunder og forbindelser. jeg holdt min erhvervsmæssige viden up to date og sørgede for at lære nye ting, når der var små oaser af perioder, hvor jeg ikke var alt for smadret.

Noget af det der viste sig meget svært var at smide den smertestillende medicin. Når man får stærk medicin, så holder kroppen op med selv at smertestille. Dvs. får man smerter der er værre end dem man havde lige før, så tager man mere medicin og bliver til sidst til en decideret narkoman. At komme ud af det kræver viljestyrke af en anden verden. Da jeg droppede medicinen for nogle måneder siden, var det simpelthen en kold beslutning om at blive mig selv igen og at få kroppen tilbage til selv at kunne smertestille sig. Desuden er racing og medicin to uforenelige størrelser, så derfor var det også en motivationsfaktor. Men det krævede virkelig at man bed tænderne sammen i en periode hvor det både gjorde ondt og hvor man havde abstinenser. Heldigvis er jeg forholdsvis stædig og det hjalp kollosalt. Får når man er ved at blive flået fra hinanden indvendigt og koldsveden pibler ud på panden mens man har gåsehud over hele kroppen. Så skal man virkelige bide tænderne sammen for ikke 'lige' at snuppe 'den sidste' morfinpille. Men det lykkedes at lade være og det er jeg både lidt stolt af, samtidig med at jeg ved hvad narkomaner skal stå igennem. Og det er ikke sjovt, skulle jeg hilse og sige.

Musikken forsøgte jeg også at holde i gang, men det kuldsejlede desværre i starten af 2007, hvor jeg måtte indse at jeg stod alene tilbage i et forsøg på at få et nyt band op at stå. Underligt nok, er musikken det der har været allersværest at få til at fungere. Det er som at banke på en lukket stålport. Det er mere end ualmindeligt svært at få hul igennem den vej og jeg har ihvertfald fundet ud af at jeg kun spiller musik af en eneste grund, fordi jeg ikke kan lade være. Skulle jeg vælge på baggrund af karriere muligheder og branchen i sig selv, så havde jeg brændt mine guitarer i 1993.

Er man som mig en rocker der kan lide noget hårdt guitar og musik, så skal man være glad hvis branchen og etablerede musikere vil pirke til en med en pind igennem et hegn. Et sådan prik vil i mit tilfælde føles som en anderkendelse. I det mindste ved jeg hvor jeg står. Der er ikke noget så enkelt at forholde sig til som et blankt stykke papir. Men som enhver kunstner ved, er det en næste uoverstigelig opgave at sætte den første streg på papiret og få det planlagt så man får komponeret værket i den rette rækkefølge fra start.

Mange af de papirer har jeg måttet krølle sammen og kyle i papirkurven siden 1993. Det er meget demotiverende, men af en eller anden uforståelig grund bliver jeg ved og ved. Jeg håber virkelig at det lykkes en dag at få noget op at stå, der bare fører til nogle gode oplevelser. At komme ud og spille med noget musik som folk gider hører på og hoppe til, det vil i sig selv være en storslået belønning. Men der er ikke andet for bare at blive ved og se hvad der sker. Det er jo heller ikke nemt at få ting til at ske, når man får fejet benene væk under sig.

Heldigvis er pinslernes periode ved at være ovre. Krykkerne er smidt, kylet og kastet væk. Jobtilbuddende er en realitet, udsigten til et liv uden smerter ligger tæt på, opgaverne er mange, ruinen skal restaureres og de rigtige venner er der stadig. Jeg er på vej tilbage i racing, på vej tilbage til arbejde, forhåbentlig på vej imod noget der minder om økonomi og forhåbentlig på vej mod en tid med positivisme, gode venner, gode oplevelser, god musik og en fysik der bliver så god igen, at jeg igen kan hoppe på mine rulleskøjter, et par carverski og at jeg kan begynde at vinde løb i karting igen. jeg har ihvertfald tænkt mig at møde det hele med et smil, for livet er simpelthen for kort til at være nedtrykt, tvær og ked af det og nu hvor mine ben holder op med at gøre ondt, så er der ikke længere nogen grund til at lade sig trække ned af det trælse og det sure. Det er kun pukler på pisten på vej mod de sjove oplevelser. Så dem har jeg tænkt mig at samle på fremover.

mvh
Palle

Peter Rahbek har bygget en ny guitar, den er fyldt med små detaljer som gør den store forskel. Her i artiklen vil jeg gå igennem dem alle og måske give lidt inspiration til hvad der kan gøre en god guitar.

Guitaren er en Rahbek Classic i Stratocaster form. Men går man tæt på er der store forskelle. Headstock er formet i stil med Suhr's men der er forskel. Jeg har stået med en Suhr og sammenlignet og jeg var ikke i tvivl om at Rahbek'en i langt højere grad osede af kvalitet. Alt er simpelthen så supertight og det kan mærkes både i feel og på sustainen. Den her guitar synger LÆNGE!

Læs mere

Øv for den...... Et eller andet skete og jeg har været nødt til at genskabe indholdet på sitet her. Så jeg måtte knokle lidt.....
OG min Koch Multitone er til salg - Den lyder altså godt og er passet rigtigt godt på. Den ser ud som ny.

Det er en Koch Multitone 100 top. Nypris: 11.995,-
brugtpris: 6.995,- Spar en formue

Specifikationer
• 3-kanaler: Clean, Drive og Gain
• 4x 12AX7 og 2x(50W) eller 4x(100W) EL34 tubes
• Højtaler Damping switch
• Penthode / Triode switch
• Serial og Parallel FX-loop
• Solo / Rhythm switch
• Accutronics fjeder reverb
• Recording output
• 5-vejs fodpedal incl.

mail eller ring 51510610

Arbejdet med BURN, altså mit næste soloalbum med vokal denne gang, skrider langsomt frem. I øjeblikket laver jeg skabeloner der er brugbare at synge til. Det går ikke superhurtigt da jeg samtidig er under genoptræning efter jeg smed krykkerne for nogle uger siden.

Det er ikke helt smertefrit skulle jeg hilse og sige. At jeg sammen med krykkernes valfart også tog en kold tyrker fra de forholdsvist stærke morfinpiller, har ikke gjort de sidste par uger lettere. Når man har prøvet sådan en tur, ved man pludselig hvad narkomaner skal stå igennem. Heldigvis er min abnorme stædighed forholdsvis intakt, så på trods af koldsved, rysten og alle mulige mærkelige abstinens symptomer, lykkedes det at holde fingrene væk fra de sidste piller og de er blevet afleveret igen.

Så nu kan jeg efter ulykken i 2002 og lidt over 2,5 års mere eller mindre konstante smerter og kryk-klakkeri, række armene over hovedet og mærke hvordan min krop langsomt vender tilbage til et normalt niveau. Fremgangen er heldigvis eksponentiel og det går hurtigt med at blive 'normaliseret' hvis man kan kalde det det.

Så jeg forventer at sætte lidt mere fart på Burn inden jeg skal til Portugal og lave Lissabon bandet 'We Are The Damned'. En mulighed for lidt Portugesisk sol og varme, hvis jeg kan få mine metalskruer og lårknogler igennem lufthavnskontrollen. Inden da, håber jeg at have alle vokaler til Burn i kassen.

Be Good
Palle

Jeg har for længe siden erkendt at jeg ikke hører til blandt sådan meget åndelige personer, der ikke stiller de store spørgsmålstegn ved krystalhealing, åndernes magt og den slags. Jeg har igennem mange mange år med kampsport brugt meditation som middel til at fokusere min fysik, men levitation og sjælevandring er det aldrig blevet til.

Jeg har hørt en del historier om mystiske munke der kunne mystiske ting, men holdt dem hemmelige fordi verden ikke var klar til det. Men jeg føler mig ikke helt overbevist om det er verden der ikke er klar, men snarere teknikken der ikke er ehhmm helt færdigudviklet, hvis man skal sige det diplomatisk.

Jeg må desværre bekende mig til den kedelige type der er noget af en skeptiker. Jeg køber ikke de vilde konspirationsteorier eller tror på spøgelser. Vil man vise at det findes, så vil jeg sgu have et bevis. I videoen nedenunder kommer så beviset - folk kan ikke bare overbevise andre om deres åndelige evner, men også sig selv. Men så er det jo godt at man kan få en dosis virkelighed at vågne op til.



Ja hvad skal man sige? Selvforsvar kan ikke baseres på intentioner alene, der skal knæ, skinneben, albuer, næver og en god portion vilje til. Himmelvendte øjne og tibetanske tempelklokker gør det ikke alene..... Desværre!

Jeg har aldrig været den store fan af Bob Dylan, lidt for meget non singing og ikke lige min smag i mundharmonika for at sige det mildt. Men Bob har skrevet nogle fænomonale sange og fremføres de af de rette bliver de til ren magi.
Den afdøde guitarvirtuos Michael Hedges lavede en version af All Along the watchtower. Hans version er min absolutte favorit version af det nummer med Jimi H. på andenpladsen ;)



Enjoy!

Dang it.... Sløvheden er evident. Sidste mandag smed jeg krykkerne efter at have tumlet rundt med de irriterende alupinde siden 10 januar og før det i det meste af et år og før det i det meste af et halvt år...... Når man har gået så længe med krykker, hvis man er mig, så er ens fodrodsknogler fuldstændigt pakkede med brusk og skal radbrækkes på ny for at virke. Så med hjælp fra min nye fysioterapeut og vold udøvet af mig selv, er foden blevet kvast til den knaste højlydt og er i dag ved at være så frit bevægelig at jeg kan stå og gå på foden uden det gør alt for ondt. Men der skal lige kvases lidt mere inden den er der helt. Til gengæld skal vi samme tur igennem med knæet og DET gør nas, så tårerne springer og man grynter som en hulemand. Til gengæld er håndled, skuldre og nakke pænt molestrerede og skal have noget ro. Det harmonerer rigtigt skidt med at spille guitar. Men det gør skutte pladen færdig at lade være.

I øjeblikket kører vi on and off sessions med trommer. Heine Lennart fra det gamle Her Personal Pain er nemlig ved at plastre sit musikalske talent ud over det meste af BURN. Og det med en irriterende diktator bag knapperne der hele tiden skriger på at få moderniseret klangen så vi ikke får smidt 80'er prædikatet i hovedet hver eneste gang vi nævner noget om musik. Diktatoren er, i tilfælde af at der skulle herske tvivl, mig! Men Heine finder sig forbavsende godt i at blive dirigeret med - til gengæld spiller han hvad der passer ham ;) Respekten er stor for en mand med så stor en musikalsk kapacitet og det er en fornøjelse at have ham med.

Vi jokede med at det kunne være ret så morsomt at lave et Her Personal Pain Jam band, med det tvist at det var den originale besætning.... he he. En sjov tanke, men næppe morsom i virkeligheden - Så det bliver ved knokleriet med BURN og vi fortsætter ufortrødent med det arbejde som Linda H. Christensen med sin formidable vokal forlængede ved at inspirere mig til at spille alt forfra og flytte BURN ind i det nye årtusind i stedet for de omtalte 80'ere.

Kombinationen af afsindige smerter i stængerne og stort arbejde er lig med TID. Det hele tager længere tid end forventet, men der er kun at fortsætte og håbe på lidt tålmodighed hos de implicerede.

Indtil videre er 'Its too late' genindspillet med Heine på trommer, med undtagen af nogle beats og rundgange eksekveret af mig selv på træpinde og skind med triggers. Forskellen på Heine og jeg er at Heine er trommeslager og jeg er en guitarist der spiller trommer for at blive bedre til at time på guitaren. Så niveauforskellen er til at tage at føle på. Men alligevel forelsker jeg mig af og til i noget af det rabalder jeg selv får mig klasket frem til. Det er jo også vældigt fint at kunne pege på et cover og sige med fjoget stemme: 'Se jeg spiller åzze tråmme!' Så kan man jo score sig en dans på det storslåede faktum....

Nå, jeg må sgu videre - der er dælendytme nok at tage fat på.

Foto: Toke Hage

Efter jeg som ung dreng sad og så Police live fra Grugahalle engang sidst i 70'erne, har jeg drømt om at se dem uden et tv apperat imellem. Det lykkedes delvist i Århus d. 1 September. Selvom de stod på en af de højeste scener jeg har set, fik man mere ud af at kigge på storskærmen. Men nærværet var der nu alligevel og en enkelt gang bevægede Sting sig hen af en rampe og stod lige foran, så man ved selvsyn kunne konstatere at det der poweryoga nok er en rimelig god pensionsopsparing.

På nær Stewart Copeland virkede de afslappede og glade for at være tilstede. Stewart så noget anstrengt ud i begyndelsen, men begyndte efterhånden at slappe mere og mere af og gav den mere og mere gas på Tamaerne. Han fik da også revanche til allersidst ved at vise sin begejstring med en masse 'UUÅÅÅUHH' efter koncerten var slut.

Det var virkelig rart at høre et band der ikke forsøgte at lyde som de gjorde for 20 år siden, men som spillede deres hits med den erfaring de har puttet i posen sidenhen. Det blev til både Jams og omfortolkninger - vil jeg høre numrene i deres oprindelige form har jeg en CD - og det var fedt. Lyden var god og musikken kom ud over scenekanten.

Nogle anmeldelser i dagens aviser, der kritiserede det jeg kunne lide ved koncerten som værende dårligt, fik mig til at undre mig over hvorfor de egentlig går til koncert. Hvis man kommer for at høre hits spillet tone for tone som på CD'en, hvorfor så gå til koncert? Men anmeldere har jeg altid haft svært ved at forstå. De gode anmeldelser er jo rare, da det er fedt at få ros. Men det er enormt frustrerende at få kritik man ikke fatter en lyd af. Nu var det heldigvis ikke mig selv denne gang, men jeg forstod ikke kritikpunkterne.

Der var nogle enkelte mystiske ting under koncerten jeg ikke helt fangede. Især en meget lang solo der for mig lød som om Andy Summers konsekvent valgte en helt forkert toneart at spille solo i, var nok i virkeligheden en reminder om at Andy ikke sådan for alvor har været den helt store solo champ, men hvad han ikke har i soli, har han til gengæld i overflod i hans rytme og akkordspil. Hvilket jeg ikke kan se mig fri for at være voldsomt inspireret af. Hører man Cinema Cafe, kan man med rette pege fingre en masse steder af mit spil og sige 'Andy Summers' uden jeg ville være hverken uenig eller det mindste fornærmet.

Men tilbage til koncerten. Personligt var jeg vældigt opløftet fra start til slut, spilleglæden havde en stor effekt og den gode lyd hjalp også. Sting sang rent og ligesågodt som jeg husker det fra dengang, Stewart Copeland løb ikke i tempo, som han gjorde i gamle dage, men han svingede fedt sammen med resten af bandet.

Om det var Sting's søn fra opvarmingsbandet Fiction Plane, der havde gemt sig bagved scenen og sang kor, eller det var optaget i forvejen, ved jeg ikke, men det lød godt og løftede lyden fra en trio til noget der lød noget større.

Selvom de 900 kroner var lidt af en afskrivning, så var jeg sgu glad for at jeg tog derhen. så fik jeg da oplevet dem i levende live og er blevet en rigtig god musikoplevelse rigere.

Her er et glimt af hvad der foregik - optaget på en mobil.

Jeg smiler indvendigt, på trods af at mine ben gør afsindigt ondt lige nu. Jeg har brugt en periode på at komme lidt mere ovenpå mit benproblem, taget skeen i den anden hånd og er i denne uge begyndt at gå uden krykker, for første gang siden 10/01/2007. Så jeg og min fysioterapeut har god fremgang i øjeblikket, men prisen er nogle dage på langs, hvor det bare gør så ondt så man ikke kan se ud af øjnene. Men friheden uden krykker, selvom det halter, er befriende.

Anubia sanger; Linda Christensen som har lagt stemme på Its too late har fået mig til at skifte retning i projektet. Før hendes version af nummeret var retningen alle og ingen vegne. Men hendes take på nummeret fik mig til at skrotte alt og jeg indspillede det hele forfra. Det skulle simpelthen strammes op og være noget mere konsekvent. Resultatet har fået en rigtig god modtagelse, på nær én som bedst kunne lide nummeret som det var da det blev skrevet tilbage i midthalvfemserne med den oprindelige sangerinde. Men jeg har stadig en rocker der vil ud og som Its too late er blevet er jeg på et spor jeg befinder mig godt på. Der er power i lortet, energi, ordentlig lyrik og melodi.

Til min meget store glæde er det nu også lykkedes af få kontakt til Allan Peltola. Bassist i det gamle Her Personal Pain. Efter min mening er Allan en sjældent musikalsk bassist. Han har en udpræget evne til at spille en tone du ikke forventede, men som er langt bedre end det du håbede. Allan har sagt ja til at spille bas på pladen og jeg er meget glad for at han gider.

Heine Lennart også fra det gamle Her Personal Pain har stået og ventet i kulissen indtil jeg fik styr på hvad jeg ville med 'Burn'. Men nu efter Its too late, så er vi klar til at sætte os i laboratoriet og indspille.

Allan, Heine og jeg sætter os og indspiller alle grundspor til 'Burn'. De får samme tur som i gamle dage, hvor drengene giver deres input og vi får det maksimale ud af sangene. Bagefter gør jeg som jeg også gjorde dengang og fylder på med de ting der bare skal på. Fills, dubbede rytmeguitarer osv. Og når de er så klar at sangerne føler at der er noget at holde fast i, går vi i gang med vokalerne. Linda H. Christensen indspiller hos Kristian i tænkeboksen i København, hvor Malene Galloe og Sofie M. H. Christensen indspiller i TweetyHood.

Så nu er toget sat i bevægelse. Jeg føler de rette beslutninger er taget og at tiden på at finde fokus har været godt givet ud. Nu skal det på Harddisk, mixes enten af mig eller Tue Madsen, Mastres og gøres klar til udgivelse. Jeg skal finde et pladeselskab der gider ofre energi på at markedsføre pladen. Jeg skal have fundet financiering til video og der skal samles et hold til at spille det hele live. Hvem det bliver er ikke fastsat helt. Men der bliver heller ikke begået kompromier på den front.

Mvh
Palle Schultz

Plan for pladeprojekt 2007
Projekt navn: BURN

Noter:
Sang liste:
Sikre:

• Its too late - Vokal: Linda H. Christensen, andet: Palle - Mix: Tue Madsen Anfarm August 2007
• She'll change - Vokal: Malene Galloe, andet: Bas: Allan Peltola, gtr, keys, trommer: Palle
• Love - Vokal: Sofie Christensen, andet: Palle
• Heaven Help us - Vokal: Linda H. Christensen, andet: Palle
• Black Coffee - Vokal: Linda H. Christensen, andet Palle
• Not in the mood - Vokal: Malene Galloe

Usikre:

• Smoothie - Vokal: Alouise - andet Palle
• Electoid - Vokal: ? - andet Palle
• 2 Wheeled Rocket - Vokal: ? andet Palle
• DaGUNG - Vokal: Sofie Christensen, andet Palle
• Secrets - Vokal: ? andet: ?
• Hold me - Vokal: ? andet: ?
• 84 - Vokal:? andet: Palle

Jeg fik sgu lige en ide (pling). Jeg får en pæn portion spørgsmål på email og svarer på dem alle. Men det får jo kun spørgeren noget ud af. Så hvad med at forvandle det til en brevkasse? Hvis du synes det er en god ide, så send et spørgsmål og husk at der ikke findes dumme spørgsmål kun dumme svar - og dem skal jeg nok tage mig af.

Der er ingen grænser for hvad du kan spørge om, men der er sikkert grænser for hvad jeg kan svare på ;)

Andet nyt fra NØRD-fronten er at jeg lige har Bias justeret min Carvin Legacy - det endte selvfølgelig med at jeg fik fat i et sæt Groove Tubes EL34 GE powertubes og eksperimenterede med et 12AX7 M og R rør i dens preamp sektion. Jeg justerede strømmen til rørene op til ca. 35 mA for ikke at pumpe rørene for hårdt og med en samlet strøm på ca. 140 mA samlet i kraftsektionen. Ved at justere lidt op eller ned kan man ændre især bunden i forstærkeren. Der kommer mere bund og mere smooth distortion jo mere strøm man hælder i rørene, men mere strøm slider også på dem. Så man skal være lidt forsigtig.

Amerikanerne fra Eurotubes siger man skal pumpe over 150 mA i powersektionen (på en 100 watt med 4 udgangsrør) hvor Jan Benchke fra Orkestergraven foretrækker en noget lavere strøm - helt ned omkring 30mA pr. rør. Jeg siger at man skal lytte sig frem og læse hvad producenten anbefaler og så holde sig nogenlunde i nærheden af det. Eller rettere - holde sig under MAX anbefaling. Så man ikke ødelægger noget.

I preampen adskiller Legacy'en sig fra mange andre forstærkere ved at gaine på 2 preamp rør. Såvidt jeg kan lytte mig frem til tager det ene rør sig primært af bunden og det andet primært af toppen. Derfor puttede jeg et 12AX7 R rør på den plads der laver bund. R røret er rimeligt treblet og giver en fast og kontant bund. M røret er lidt mere sprødt og twangy og virkede godt på den anden plads i samklang med R røret.

Med de nye Groove Tubes rør i Legacy'en og Biasen justeret er forskellen at den nu virkelig kommer ud af kassen. Den er nærværende, har god bund og lyden er transparent. Bunden er fast og toppen sprød og mit smil er meget bredt og min pung er flad som en pandekage.

Det er lidt med blandede følelser at være tilbage i Danmark. Jeg savner middelhavet, de 1200 trappetrin og de 35°. jeg synes at det der global warming lader vente lidt på sig her i DK og vejret arter sig som det har gjort så længe jeg kan huske. Så det kunne være jeg skulle pruste lidt mere så der kommer noget mere CO2 ud i atmosfæren, så vi kan få gang i den varme altså ;)


Foto: © Palle Schultz 2007

Herhjemme er det dog rart på andre måder. Min ven Tue Madsen tilbød mig sine spektakulære evner i Pro Tools og mixede mit første nummer fra pladen.

Jeg er ret så tilfreds med resultatet. Den mand kan et og andet når han mixer, optager og producerer musik. Det er nok derfor han altid har så svinetravlt. Så kunne jeg jo heldigvis give lidt igen og snapsede et par portræt fotos af Tue til et eller andet Metalmagasin der har et opslag med et interview med Tuen. Du kan se billederne under photos eller ved at klikke på billedet.

Det er noget tid siden jeg fik fingre i mit allerførste digitale spejlrefleks, og den interesse har udviklet sig lidt efterhånden. jeg er ved at være ret godt tilfreds med de billeder der kommer ud af det i sidste ende. Så skal du have snapset nogle billeder af dit band eller dig selv. Så kunne det være du skulle sende mig en mail.

Pladen er på vej. Men det er et kæmpejob. At spille det hele selv har vist sig at være lidt af en udfordring. Jeg lovede mig selv at alt SKULLE spilles og intet skulle programmeres. Hvor man i en sammenhæng med andre musikere bouncer og trigger på hinandens input, sker det lidt langsommere når man skal forholde sig til sig selv. Når jeg spiller guitaren og hopper over på trommerne så skal jeg genindspille guitarerne hvis trommeslageren er utilfreds. Og det må jeg jo så gøre.

Ligeledes bliver instrumenterne spillet om, hvis vokalen kræver det. Linda's vokal afslørede at det jeg havde spillet oprindeligt i mine ører var noget rod. Og jeg skulle været meget skarpere i måden det blev spillet på for at få Linda's vokal og nummeret i sig selv til at komme rent ud af boksen. Heldigvis synes jeg at det hele blev meget bedre og Linda fra Anubia og Kristian fra tænkeboksen gjorde et topjob i KBH med vokalerne.

De næste numre bliver sunget af henholdsvis Linda H. Christensen, Malene Galløe og Sofie M. H. Christensen. Så der er rigeligt at se til, mine fingre bløder.
Til min store glæde ringede min gamle bassist fra Her Personal Pain og meldte sig på projektet. Så den kære Allan Peltola Hansen kommer du til at høre spille på sin 5 strengede Alembic på nogle af sangene. Jeg går stadig og fedter lidt med trommeslagere. Der er et par stykker på bedding, men jeg vil jo også gerne selv. Men nu må vi se hvad det bliver til med det.

Indtil videre, så ha det indtil næste indslag her i sommerblæsten
mvh
Palle

Så er der lidt at lytte til. Det færdigt mix af Its too late, med Linda Christensen fra Anubia på vokal. Du kan tjekke nummeret ud enten på myspace eller Mymusic. Nummeret er mixet af MetalMeister Tue Madsen, som godtnok gør sig mest i Mædøl, men er top producer og lydmagiker i alle stilarter. Han har lagt sine kræfter i at mixe for mig lige inden han stikker af til Brasilien på job. I'm very happy :)

Info:
Vokal: Linda H. Christensen (Anubia)
Trommer, bas, keys og guitarer: Palle Schultz

Tekst, musik og produceret af:
Palle Schultz

Øvrige informationer:
Indspillet i Tweetyhood, vokaler indspillet og produceret i Tænkeboksen hos Kristian Martinsen i KBH. (Tak Kristian, you're the man)
Mixet af Tue Madsen i Antfarm. The master of great sound!

For en gangs skyld gad jeg ikke rydde op og gøre alting klart til jeg kommer hjem igen. De gange hvor alt blev efterladt i alfabetisk rækkefølge, superrent og tækkeligt, er jeg kommet hjem til et hjem der var tømt for værdier og splittet ad. Så denne gang lader jeg i al overtro tingene stå i det kaos de plejer at være i. Måske det kan få en eventuel indbrudstyv til at tro at der allerede har været nogen for at tømme skidtet.

Klog af skade har jeg dog gennemfotograferet alt af værdi og lagt det tilgængeligt et hemmeligt sted. Kan man ikke vise forsikringen et billede, tror de ikke på at genstanden har eksisteret. Så afsted jeg drog, indlogeret i min aldrende Alfa Romeo, med hjertet i halsen og øjnene solidt plantet på temperaturmåleren.

Man skal vide en ting hvis man kører nogenlunde eksotisk italiensk. For hver gang man passerer mål, eller bare et par kilometer, så falder der et eller andet af, som burde sidde fast. Når det så bliver genmonteret er der noget andet der holder op med at virke. Eksempelvis vidste jeg at jeg skulle tilbringe det meste af rejsen mod Italien med ca. 140 km/t med nedrullede vinduer fordi Airconditionen i bilen stort set aldrig har fungeret efter hensigten. Det lyder måske lidt luksusdyr agtigt at brokke sig over manglende aircondition. Men har man betalt klatten for at få skidtet i bilen fra fødslen, så vil man dylme gerne undgå at sidde badet i sit eget sved.

Men nej, da temperaturen udenfor viste 36 grader var der ca. 10 grader mere inde i bilen. Så der blev svedt.

Efter en forholdsvis planmæssig rejse hvor der kun skulle fyldes en smule vand på køleren og benzin i tanken, begyndte de første stejle bakker at dukke op. Ligeledes steg temperaturen yderligere og på vej op af en bjergside begyndte temperaturmåleren at forsvinde op i det røde felt. En umiskendelig distinkt lugt af varm køler sneg sig ind i kabinen og bilen blev skyndsomst i al hast drejet ind på en nedlagt rasteplads, der til mit store held indfandt sig straks efter instrumentpanelet råbte om hjælp.

TIl forskel fra den gang min motor eksploderede, lykkedes det denne gang at redde motoren, hvorimod køleren eksploderede. Trykket var blevet for stort og køleren for gammel - så al vandet forsvandt vandret bagud igennem alle de sprækker som overtrykket forårsagede. Så der sad jeg med alle mine talenter og den sidste italienske bil jeg nogensinde kommer til at eje. Den næste bliver enten en Japaner eller en Tysker. Et eller andet som ikke går i stykker og som kører langt på literen og er hurtigere end en racerbil. (Jeg får nok aldrig en ny bil)

Nå, gode dyr var rådne og hulken hjalp jo ikke noget så jeg skulle for første gang afprøve mit nye forsikringsselskab. If forsikring. Mit gamle Tryg Baltica, var nogle stratenrøvere og jeg havde ikke meget glæde eller service fra den kant. Men If er åbenbart anderledes. Så oveni den almindelige Kasko var der sørme også indlagt en rejseforsikring. Hillemænd - så der gik ca. 3 timer med at vente og så kom der et sydtysk fejeblad, som jeg kørte slæden op på. Spændte fyren den fast? Nix du - det gør man ikke dernede, så jeg sad smånervøst og kiggede bagud og forsøgte at kommunikere med manden på mit bedste knaldtysk.


Byen jeg kom til hedder Fuchsstadt er 1100 år gammel og så ren at man kan slikke på fortorvet uden at blive syg

Byen jeg blev kørt til var lille, meget lille. Så lille at mandens tante havde et pensionat 10 meter fra hans værksted. For selvfølgelig reparerede manden selv de biler han selv slæbte ind.
Så jeg fik en god nats søvn hos den flinkeste tante jeg har lejet et værelse hos. Dagen efter kom der så flere af de skidte nyheder. Manden kunne ikke skaffe en køler - så jeg måtte igen ringe til SOS - som beredvilligt stillede en morfar Opel Zafira med mulige 7 sæder, tysk navigation og et rigtigt fedt anlæg i. Jeg var lidt nervøs for om de ville putte mig i en lille pispot med plads til halvdelen af min bagage. Men næh du - der var plads til det hele og en masse ekstra. Så jeg sugekoppede et dansk micro navigation i forruden og beordrede klampen i bund på den store madkasseformede familieslæde.


Kører sådan en Opel specielt fedt. Det er svært at sige, jeg kan bedst lide biler som feks. Honda Civic Type R - der er hård som sten og hurtig som en jetjager. Oplen er lige det modsatte, tung som bare og har en mærkelig blød kobling og en mærkelig speederrespons der er halvt ned og ingenting halvt ned plus 1% og den får for meget.

Som familietransporter tror jeg den er fin, men i de mange hårnålesving kan man ikke orientere sig fremad pga. en kæmpebred A-stolpe, så man er nødt til at sidde og læne sig skråt frem når man skal til venstre og skråt tilbage når man skal til højre. Men kører man i Danmark er den fin, da vi ikke har så mange hårnåle sving. Til gengæld er den hammerdyr i danmark, selvom det bare er en sølle 1.8'er.

Mit lille bekendtskab med en Fujitsu-Siemens Loox 110 var en tvivlsom affære og den kan man ikke kalde en Navigationsfætter - det er nærmere en tourguide. Jeg har aldrig været så langt omkring og kørt så forkert som med dens vildledninger. Men det var dælme nogle smukke omveje. Fejlen var delvis min egen da jeg i farten kom til at plotte en Schweizisk grænseovergang ind som nok var den mest obskure af dem alle. Et lille forladt skur på nogle afsindigt smalle biveje. Så jeg endte uden for lands røv og ret i et krøllet kryds nær Rhinen. Hvor jeg bandede af damen inde i Navigatoren - men hun var ligeglad og blev ved med at sige pas på når jeg nærmede mig fartgrænsen og vildledte mig til højre og venstre af veje der ikke fandtes.

Men endelig efter 12 timers uafbrudt kørsel og over 1000 kilometer tilbagelagt ad små latterlige møjveje, endte jeg ved destinationen og fik efter lidt bakken frem og tilbage nakket en plads til at parkere den store familieskude på. Italienere er ligeglade med at være praktiske. De gider ikke engang dele 3 vejbaner med hvide linjer. Så de moser bare frem alle som en og ser hvem der kan mase sig plads til. der er kun en måde at overleve det kaos og det er at blive en del af det og køre ligeså sindssygt om de andre.


Nå nok om Milano, den grimmeste by på den her side af Østblokken. Jeg fik mig moset frem til en holdeplads i Riomagierro på et underligt Mexicansk udseende feriested med udsigt over middelhavet. Selvfølgelig havde bookeren researchet grundigt og sørget for at ingen af mine ydmyge ønsker blev opfyldt. Da turen var varme rekreation ovenpå endnu en ben-operation, gik jeg ud fra at der var visse hensyn der var taget og da jeg stadig er på krykker ville jeg gerne kunne have bilen parkeret tæt på. Men faktum er at der ingen parkeringspladser er overhovedet. Man møver sin bil halvejs op af bakken i vejsiden og håber at ingen banker ind i den. Men nu hvor det er en lejeslæde, så gør det ikke så ondt i nattesøvnen. Næste tjekpunkt. Krykker!!! Let at komme til og fra....... Heller not! Der er nok 800 trappetrin, stejle i skiftevis granit og beton. En ting er sikkert - mine arme bliver herreseje af de næste 2 uger og min kondi bliver god. For kæft der er langt op og ned. Så morgenmaden bliver i den grad brændt af inden jeg er nået halvvejs tilbage til knaldhytten. Tjekpunkt 3. Jeg blev opereret d. 3 Juli og har nogle lange ar på den ene side af benet. Så jeg skal helst ligge blødt. Derfor er det jo så ganske belejligt at sengen har den hårdeste madras jeg nogensinde har prøvesiddet. Jeg kan lide biler der har hård affjedring, men en seng skal sgu bare give en smule efter. Det gør den her altså ikke, overhovedet ikke.

Til gengæld er sengelinded lig med nogle stofstykker at lægge over sig i heden. Uanset hvor varmt der er, er jeg altså til dyner. Så man kan enten kramme den eller ligge i de bakker og dale man får skubbet sig til. Men her ligger jeg lysvågen på et stykke knaldhårdt beton af en madras med et figenblad over mig. Til gengæld er puden også hård, så jeg er havnet i det rene paradis.

At ligge lysvågen af ubehag efter så lang et kørestint lover ikke godt for resten af nætterne. Men så må jeg jo bare være vågen indtil kareten vendes tilbage mod Sydtyskland, Alfaen samles op og jeg krydser fingre på at jeg når hjem med både Alfaen og mig selv i lidt bedre tilstand end da rejsen begyndte. Vi minder vist lidt om hinanden mr. Alfa og jeg - den rekreerer i Tyskland på et værksted og jeg i Italien på en Mexicansk Hacienta, med håb om at varmen hjælper. Mon ikke 30-35° skulle være nok!?

Lad os se hvad morgendagen bringer......

17 år er gået
Af og til eller faktisk ret ofte bliver jeg konfronteret med min fortid i Her Personal Pain. Faktisk alle er positive og syntes det var stort og jeg bliver altid noget overrasket over at det så mange år efter stadig har sat sig et så signifikant aftryk i folks bevidsthed.

For mig var det lidt af en dobbeltsiddet djævel, for første gang så min barndomsdrøm ud til at gå i opfyldelse og så skulle drømmen gå hen og blive et halvvejs mareridt. Når vi spillede var det fantastisk og jeg nød at spille sammen med drengene og Dicte, vi havde en næsten telepatisk kommunikation og kunne hvadsomhelst. Selv en fatal arrangements fejl begået af mig på live TV I Elevatoren på TV2 kunne vi uden større problemer fake os ud af så godt at jeg ikke i dag kan pege ud hvornår jeg begår fejlen og hvor vi redder den igen, selvom jeg kigger båndet igennem flere gange.

Gift for sjælen
Men den anden side var ikke sjov. Det var ikke sjovt at gå hjem fra en øver med ondt i maven fordi arbejdsklimaet var så giftigt. Jeg har aldrig haft noget imod at modtage kritik på mine ideer, men når man arbejder i en kreativ proces lægger man alt frem også ens hjerteblod og er metoden negativ afvisning istedet for positiv udvælgelse, kan man kun holde til så meget, før man stille begynder at lukke i for at undgå at blive såret den ene gang efter den anden.

Allan og Heine havde samme udgangspunkt, vi ventede til den gode ide dukkede op, roste den og bad ophavsmanden om at holde ved den, mens vi så forsøgte at bygge videre på konstruktionen. Uvist af hvilken årsag havde vores forsangerinde valgt en anden facon og istedet for at vente på den gode ide og gribe den, blev enhver ide der ikke nødvendigvis var dårlig i sig selv, men måske ikke var optimal i sammenhængen, fulgt op med en for fruens spinkle statur forbavsende aggresiv og højlydt 'det holder ikke' forstærket af en vandret håndbevægelse, der ligesom fik understreget at det du måske havde siddet og syntes godt om derhjemme, var noget helt igennem arve lort.

Kreativitet og processen
Når man lægger alt på bordet for at levere sit bedste, befinder man sig i en åben og sårbar tilstand. Men det er nødvendigt for at få et optimalt ideflow. Begynder man at tvivle på sine ideer, begynder de 10 der sidder i vejen for den ene gode, at få svært ved at komme ud og ide-flowet vil aftage efterhånden, medmindre man forstår at gøde processen.
Konstant at fokusere på det negative og det dårlige lukker ned for en kreativ proces, men hvis det er ens strategiske intention at lukke ned for andres kreativitet, kan det helt sikkert være en ganske effektiv måde at stække ide-flowet fra ens partnere ved hjælp af gestikuleren og negative bemærkninger. Brainstorm bliver brugt med den intention om at få det hele ud uden at vurdere om det er godt eller skidt, for på et tidspunkt at gribe dén gode ide når den kommer. Alle der har brainstormet ved hvor vigtigt det er ikke at dømme i den proces for netop ikke at kvæle den potentielt gode ide.

Vi kunne holde til det på den første plade, men forsøget på at få gang i den kreative proces til den næste mislykkedes totalt. På det tidspunkt var vi stort set kreativt handicappede og slidt op, nogle mere end andre. At Dicte kategorisk nægtede at arbejde på andet en sine egne hjemmelavede ideer og i protest over at vi andre kunne finde på at arbejde på noget andet, satte sig halvvejs med ryggen til og trutmundede på hendes lange tynde Mistral cigaretter, var heller ikke nødvendigvis synderligt fremmende for processen.

Måden hvorpå vi der ikke skulle nurses af vores management og pladeselskab, blev behandlet var ikke specielt hensynsfuld. Måske fordi der kun var plads til så og så meget nursing og så kunne resten kun få hvad der var tilbage i hatten, hvilket føltes som forpligtet ligegyldighed.

Boys are boys
Ganske vist kunne vi drenge af og til opføre os som drenge nu en gang gør ind imellem. Men vi havde også en side af os der var meget meget seriøs. Når det kom til vores håndværk var vi meget disciplinerede og satte en stor ære i både at kunne vores håndværk og at kunne formidle vores intention med musikken. Personligt havde og har jeg stadig den filosofi at jeg skal arbejde for at min teknik skal være så god at jeg kan omsætte de ideer jeg har i hovedet på mit instrument. Så min teknik kan være værktøjet til at formidle feel og kreativitet så jeg ikke bliver hæmmet af dårlig teknik. Det er et personlgit valg og er blot min måde at tilgå mit instrument på. Jeg respekterer fuldt ud andre filosofier, men forbeholder mig retten til at leve efter min egen.

The long skinny dude
Det førte til nogle fuldstændigt absurde skænderier. Bl.a. indspillede vi på et tidspunkt Stones nummeret 'you cant always get what you want' i Feedback i Århus beregnet på en støtteplade for Amnesty International. Projektet havde Finn vervolt som producer og han og Dicte svingede ret godt sammen, hvilket var fint.
Til gengæld opførte Finn sig som en idiot overfor os andre. Det var svært ikke at føle sig som en overflødig forbandet nødvendighed i hans nærvær. På et tidspunkt blev han ved med at slette en ide jeg forsøgte at indspille fordi han ikke kunne lide ideen selvom han ikke havde hørt den udført. Så istedet for at sige det, fyldte han mine hovedtelefoner med en lind strøm af nedladende kommentarer om guitarister og personlige spydigheder alt imens han blev ved med at slette den ide jeg forsøgte at få på bånd, men jeg undrede mig mere og mere over hvorfor pokker jeg ikke kunne høre det jeg lige havde lavet.
Efter farcen havde udspillet sig i længere tid opdagede jeg hvad der foregik og måtte i al hast forlade lokalet inden jeg uundgåeligt ville have slået Finn i gulvet. Men professionalismen indfandt sig heldigvis atter, efter jeg havde trukkket noget frisk luft og fået blodtrykket tilbage på plads og jeg måtte igen forsøge at lukke ørerne for Finns evige mundgejl og fik til sidst indspillet nogle spor jeg stadig kan stå inde for. Men måden var bestemt ikke klædelig for den ranglede producer.

Finns fem fejl
Under indtagelsen af de obligatoriske landgangsbrød opstod et af de mange håbløse diskussioner om teknikkere versus 'kreative', som om det ene partout ville udelukke det andet. Finn og Dicte holdt hårdt på at var man en dygtig teknikker formåede man ikke at skrive så meget som to sammenhængende toner. Det fik min hjerne til at kortslutte, at der her sad to voksne mennesker og påstod at man skulle være en halvdårlig klovn på en spansk guitar for at kunne skrive ordentlig musik.
Som eksempel pillede Finn sin kæreste op af tasken og fortalte med store armbevægelser om hvor længe hun havde studeret på konservatoriet og at hun var helt fænomonal på et klaver men kunne ikke skrive musik overhovedet. Uanset hvor meget vi forsøgte at få Finn til at forstå at hans kone var uddannet repetetionsmusiker og sikkert aldrig havde gået op i sangskrivning og at sangskrivning var en kunstart som også skulle opdyrkes for at fungere, prellede det af som vand på en gås.
Det var jo heller ikke svært for os tre som gik meget op i både vores gear og vores håndværk at forstå hentydningen som stod tykt i luften om at vi burde kende vores plads, holde vores kæft og gøre som vi blev bedt om og lade kunstneren gøre sit arbejde. Sjovt nok i en session hvor vi indspillede et kopinummer. Hans problem var bare at han var kommet i kløerne på fire sangskrivere, der bag lukkede øvelokaledøre fungerede som sådan, men så snart der var andre til stede, kæmpede fruentimmeret for at andrage sig etiketten som sangskriveren i bandet, hvilket om noget lå milevidt fra den virkelighed vi andre befandt os i.

Man er ikke nødvendigvis dum fordi man spiller på strenge og skind
Ligesådan var det måske et problem for Finn at os tre fyre ikke bare købte hans vidtløftige ideer og trods alt var rimeligt belæste og forstod at føre en solid verbal argumentation, hvilket vi gjorde offensivt brug af og hvilket vi måske burde have overvejet at lade være med, så tosserne kunne forblive i deres hjemmelavede virkelighed og vi andre kunne få fred.

Heine var og har altid været lidt af et geni. Han kunne lære alt på 5 minutter - hvilket var lidt forunderligt at være vidne til. Han læste til translatør og valsede igennem studiet uden at få så meget som antydningen af sved på panden og var og er en særdeles tænksom person. Han var meget belæst også dengang og havde startet sin musikalske karriere på klarinet i et march orkester. I dag skriver han lærebøger om computerprogrammer og er den mest solgte forfatter på Globe forlaget. Så helt uden hjerne er og var manden ikke.
Allan studerede til civil kemi ingeniør samtidig med at vi havde fuldt blus på Her Personal Pain og er som Heine en meget brainy fyr. Man kommer ikke sovende til et ingeniør studie og han var ligeledes absolut kapabel for en længere diskussion ud i videnskabelige problemstillinger. Så det var ualmindeligt svært for nogen af os at skulle verbalt nedgøres som 'dumme' enarmede tyveknægte der skulle klappe i og spille det der blev bestilt, når der blev smidt en 5 krone i revnen.

Derfor kunne vi falde helt sammen over tåbelige generaliseringer og var mest overraskede over at nogenlunde normalt tænkende væsner uafladeligt kunne komme med så idiotiske teorier. Men det hele dækkede jo nok desværre over både en magtkamp og en måde at undskylde eget måske knapt så attråværdige tekniske niveau, på trods af at vi ikke havde de store indvendinger over andres lyst til at opdyrke deres håndværk. Hvad vi gjorde var for os selv, ikke et krav til andre om at gøre det samme.

Pladen
Inden vi gik igang med vores første plade, var vores materiale ret endimensionelt og da det kom til pladeindspilninger havde jeg en klar vision om at tildele numrene en mere lagdelt opbygning. Så man kunne lytte ned i lagene og høre noget nyt hver gang. Istedet for det guitarrock vi hidtil havde spillet. Så da vi havde været i Sweet Silence og indspille bas, trommer og cue vokal, fik jeg en dat med det tilbage til Århus og murede mig inde i et øvelokale i en måned med et 8 spors studie, et keyboard og mine guitarer. Der lavede jeg de mange forskellige guitarroller som man kan høre på pladen i dag. Det hele blev plannet ud og komponeret ned til mindste detalje.

Af og til kom Heine og Allan forbi og lyttede på det jeg havde lavet og viste mig stor tillid i processen. Dicte indfandt sig ikke en eneste gang og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle tolke hendes fravær før det møde der skulle afholdes på vores bookingbureau med pladefolk og management hvor det hele skulle offentliggøres.

Dat båndet rullede og jeg sad med hjertet i halsen i skræk for at hele mit arbejde skulle risikere at være spildt. Men raden rundt syntes om det nye take på numrene og udvikingen af disse. Kun en var lodret imod hver eneste tone jeg havde indspillet. Det var fruentimmeret som ellers havde glimret med sit fravær under hele processen. Ordstrømmen var lang og der var ikke grænser for hvor meget hun hadede de nye ideer og især de 'hval guitarer' med volume swells var noget hun inderligt afskyede.

Men til min store overraskelse fik hun ingen over på hendes side og hun fik stille at vide at hun kunne have indfundet sig noget før hvis hun ville have haft indflydelse på udkommet.

Da turen kom til at optage det i studiet, var det ikke uden modstand. Dicte havde i mellemtiden plejet omsorg for sine synspunkter og jeg fik pludselig en del stikpiller fra forskellige pladeselskabsfolk om at det blev svært at spille live med de mange guitarer og at vi skulle finde nogle flere musikere og om ikke jeg skulle overveje at skrue ned for mine ideer.

Det krævede en ordentlig portion stædighed, men heldigvis havde jeg Flemming Rasmussen som en solid ankermand og vi indspillede hele skidtet tone for tone og han fik udover det smidt en akustisk i hænderne på mig så jeg kunne fylde endnu mere på.

Derfor var det en kæmpe sejr da vi i Silkeborg blev beskyldt for at spille playback. Til stor undren for dem der kom med beskyldningerne kunne jeg ikke få smilet væk eller armene ned.

Efterskriftet
Da pladen så kom ud, fik vi jo som bekendt nogle helt igennem fantastiske anmeldelser og vi drenge blev som en sjælden gestus fremhævet for vores performance på pladen, hvilket var ret så usædvanligt. Sjældent strakte anmelderne sig til at omtale musikerne, men denne gang var anderledes og jeg fik personligt enorme mængder ros. Hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Jeg er hele mit musikalske liv blevet angrebet og skældt ud for det jeg valgte at spille og måden jeg valgte at spille det på. Jeg ved ikke hvorfor. Guitaristen Henrik Koitsch der havde det for ham enormt vigtige visitkort at havde spiillet for Womack & Womack, brugte på Skanderborg festivalen en 1/2 time backstage på at forklare mig hvor malplaceret mit guitarspil var i Personal Pain. Jeg måtte fortrække da jeg ikke kunne holde ud at høre på mere. Og jeg forstod ikke hvad Henrik fik ud af at svine mig sådan til.

Jeg har af og til fået at vide ad omveje at jeg har virket som et arrogant røvhul. Hvilket jeg har haft meget svært ved at forstå hvorfor, men måske det har kunnet virke sådan fordi jeg både har været meget genert i al virakken og at jeg bare ikke kunne klare at høre på mere nedladende snak om mit guitarspil.

Efter pladen kom, forstummede kritikken stille og roligt og kun af og til har jeg fået samme tur. Men har haft lidt lettere ved at ignorere det siden. Dicte gjorde også skammeligt brug af de 'hvalguitarer' hun så energisk talte imod på mine demoer, på hendes egne efterfølgende solo albums. Så et eller andet må jo have ramt en nerve.

Jeg er meget stolt af både det jeg lavede og det vi lavede i fællesskab på Her Personal Pains Cinema cafe og vi havde da også nogle gode oplevelser. Men det var desværre de mange mange dårlige oplevelser som ødelagde min barnedrøm.

I dag har jeg indfundet mig med at det sikkert aldrig vil lykkes igen, men jeg er igang med at lave en plade som jeg vil blive mindst ligeså stolt af og denne gang med medvikren af pragtfulde musikere der værdsætter det positive og som er omgængelige og rare mennesker uden skrøbelige egoer. Deriblandt min gode gamle ven og kollega Heine Lennart og forhåbentlig Allan Peltola Hansen når jeg får ham støvet op. Desuden en række meget talentfulde sangerinder der begaver mit projekt.

Dette projekt vokser måske op af asken af et bittert og trist ophav, men det er lavet med lige dele glæde og kærlighed til musikken og med mennesker der sætter deres kunst højere end anseelse og attrå.

Og til jer der af og til sender emails med smukke roser og meget venlige tanker og støtte vil jeg sige inderligt tak. Det har stor betydning at vide at det som jeg har lavet og det som vi lavede sammen betyder noget for jer. Det gør minderne mindre bitre og lysten til at gøre det bedre næste gang forstærkes.
Jeg takker ydmygt

mvh
Palle