Pas nu på med crysantemumbomberne!

Efter så lang tid på krykker, efter så mange skuffelser med musik siden 1993, efter så mange omveje, efter så megen tvivl og efter en enorm lyst til at smide det hele på gulvet, har de mange dage hernede været godt for at få hovedet på plads.

Jeg har i rigtigt mange år gået og funderet over hvad jeg egentlig skulle satse på, musik, design, teknik - i don't know. Men nu har jeg sgu indset at jeg ikke behøver at vælge. Hvorfor ikke bare gøre det jeg gør og så være ligeglad med at det ikke ligner en almindelig gennemsnits tilværelse?!

Jeg har gået og arbejdet på et nyt album og prøvet at finde en retning. Men her har jeg også prøvet at gøre nogle fra og tilvalg. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor begrænse sig til en stilart man tror der er et eller andet markedssegment der vil opsluge.

Sandheden er jo at musikbranchen er i dyb krise og at ingen kan sælge plader mere. Så who cares anyway. Når jeg kommer hjem laver jeg et rigtigt band med sanger, bassist, trommeslager, måske keyboard og mig på guitar. Og så spiller vi fanme noget seriøst Rock med NERVE! Ikke mere fims og ikke mere plastik.....

Det skal blive godt at få pudset det adskilte gear af og få det skruet sammen til noget brugbart igen. Har i årevis blot fået fragtet guitartoppen rundt til sporadiske øvere, så pedalerne har haft en fredelig tilværelse lidt for længe. Nu er det tid at få fyret op under dem igen.

Så er det snart tid for hjemrejse, jeg ser ikke frem til at udsætte mine sarte bihuler for 3 landninger, men der er jo nok ikke meget andet man kan gøre. I aftes var afslutning med 3 bands koncert og den sidste rundvisning. I en tyk sovs af tåge stod vi ud af bilen ved europas vestligste punkt (altså kontinentet), til gengæld var det helt mørkt og det begyndte at regne, men man kunne høre havet...... Efter den tur gik turen til et mystisk sted hvor Portugiserne påstod at ens bil ville rulle op af bakke med bilen i frigear. Jeg så frem til at se det med egne øjne.

Da vi ankom på et stykke vej der så ud til svagt at gå nedad, stoppede Daniel bilen og den begyndte ganske rigtigt at rulle baglæns op af bakke. Folkene i gruppen var nærmest bestyrtede og råbte højt at det var vildt mystisk.... Jeg ved godt at jeg er en partydræber, men jeg er en mega skeptiker og køber ikke den slags historier. Så jeg trak mit hemmelige våben op af lommen, som jeg har haft på mig i tilfælde af at jeg skulle fare vild.

GPS'en blev lagt på jorden og højden blev noteret, derefter blev den lagt længere 'nede' af vejen, og det viste sig at vejen ikke gik nedad men opad. Det hele var et optisk bedrag, men ganske effektivt. For at overbevise de opkørte portugisere, lånte jeg en lang nøglekæde og lavede den oldgamle lodtest. Ganske tydeligt kunne man se at vejen hældede opad og at fænomenet havde en helt naturlig forklaring.

På trods af det, syntes Portugiserne stadig at det var mystisk...... Men sådan er virkeligheden jo også, det er sjovere at tro på det mystiske og kedeligt at tro på en simpel naturlig forklaring. Det er nok det som konspirationsteorierne lever af.......


  

Første dag uden arbejde, sådan da, men okay næsten. En typisk dag hernede er lidt som følger... Står op og hopper i bad inden jeg kan se ud af øjnene. Prøver at undgå at blive skoldet af det brandvarme gasopvarmede vand, som udgør lidt af en kontrast til det indvendige i ghettobyggeriet her i Barrerio. Lejligheden er isnende kold, som en fryser. Når jeg kommer uden for om morgenen, kigger Duracellkaninen altid på mig med et lidende udtryk og spørger: 'Do you think it is cold?' Hvorefter jeg kigger på ham med et spørgende udtryk..... 'You know that we just left a freezer and out here it is actually varmer than inside your apartment Ricardo?!' Hvortil Duracellkaninen altid svarer: 'Yeah, but it's so cooooold'. 'No it's not Ricardo, you're a pussy!' - Det bør måske nævnes at vi begge står i T-Shirt og en let jakke i høj solskin!

Herefter går turen i bil ad de Portugisiske veje.... Man får lidt en fornemmelse af at vejplanlæggerne var skæve på mescalin da de planlagde det her kaos. Alt er en hovsaløsning. Masser af veje på kryds og tværs stopfyldt med biler, der kører ud og ind imellem hinanden i parkeringsafstand (italiensk parkeringsafstand) på motorveje der på snedig vis bliver bremset voldsomt af betalingsanlæg på broer der forlængst er blevet betalt af brugerne.

Byen ser noget slidt ud, Barrerio er en beskidt ghetto, hvor en af sideeffekterne af det forholdsvist nye demokrati er at alle smider deres affald overalt, samme i Lissabon. Bygningerne er meget slidte at se på og der er megen luftforurening, både inde og ude, da rygning stadig er en yndet sport der først forbydes næste år.

Indeni er der noget pænere og renere end byen giver indtryk af udenpå. Indkøbscentrene er imponerende - de er meget store med rigtigt mange butikker. Men musikforretningerne er en sølle skygge af de Århusianske musikforretninger. Nogle af dem er store men de har ikke særligt meget. De små har ligeså lidt som de store og ligner lidt en udsultet netto i forhold til de danske. I Århus er Orkestergraven, Eskildsen, Woodstock, Rockcity, Akustikken og Aage et rent orgie i overflod og nyheder i forhold til det her. Trommebutikkerne er helt i særklasse i Århus sammenlignet med det hernede.

Jeg er ret overrasket over hvor meget vi egentlig har i Århus i forhold til en millionby som Lissabon, og andre storbyer. Selv i New York bliver man ikke blæst væk som dansker i deres store musikforretninger.

I morgen går turen til Estoril og andre seværdigheder. Når nu muligheden foreligger, hvorfor så ikke kaste sig i noget hurtigt og udfordre den eneste Formel 1 bane i Portugal ;o)

Indtil videre
Palle

Phew, så fik vi overstået optagelserne. Det tog 14 dage i træk, 10 timer pr. dag + 3 timers transport, hvor halvdelen foregik i kø på de kaotiske Portugisiske motorveje. Resten af tiden hernede vil jeg tilbringe i gode venners lag, kigge lidt på Portugals kulturelle seværdigheder og måske tage et par omgange i racerbil på Estorilbanen som ligger lige i nærheden.

Skulle jeg bo hernede blev der investeret i en Honda Fireblade, der koster under halvdelen af hvad de gør derhjemme. I bil er det bare for langsomt og for meget kø.

Ha det godt i det kolde nord. I morgen skal solen nydes ;o)

mvh
Palle

We are the Damned recordings in Lisboa.


Simple but effective - The drums of King De Bombo Rei Paulo Alexandre Lafaia De Silva


Ricardo the Duracell Bunny & Sofia 154 cm Growler


Palle on Guitar and the caged in drums of Lafaye De Silva


Il Rei (The King) Himself & Friends at Indian Dinner


D - The Biker Engineer


Listening back stuff


The Kings Kingdom


Palle, Paulo - The King, Ricardo, Sofia, Miguel, Paulo


Miguel aka Vegeta


5150 For everything


Duffa from Sweden - Something something potato....

Så er bas, guitarer og trommer i hus. I weekenden optager vi vokal, hvilket i denne sammenhæng vil sige en pige på 145 cm der growler som en mand på 200 kg. Man skal opleve det for at tro på det. Min underkæbe hang ihvertfald og blafrede da jeg var vidne til det første gang. Om jeg kan lokke et par toner ud af hende også vil vise sig, men det er nok mest brøl, skrigen og talen der kommer til at præge den vokale side af We are the Damned.... Deraf navnet kan man roligt sige.

Når det bliver muligt vil jeg prøve at levere lidt billeder fra denne session der består af en Duracellkanin ved navn Ricardo, en trommeslager vi kalder kongen, fordi han er the spitting image af en 1700 tals Portugisisk konge både i statur og udseende, og som sagt den lille spinkle brøler af en vokalist. På teknikken er en fyr der har fået navn efter en figur i DragonBall som han ligner på en prik og en motorcykel kørende hjælper kaldet D

Mit eget øgenavn er blevet til Pallertes af den ene grund at de ellers ikke kan udtale mit navn. (Pallertes er skyggen på en kasket). På denne optagelse har jeg skyggebokset på de bas og guitarparts der spilles i et tempo der viste sig som for stor en mundfuld for Duracellkaninen, så Vikingen fra Nord måtte tage over og vise hvad vi er lavet af heropppe. ;o)

Udover musikken bliver der joket så alle er ved at kaste op af grin. Kongen er en særdeles morsom herre der formår at sprede megen latter og jeg har da også lært at sige 'vær hilset deres majestæt' på flydende Portugisisk. Man kan vist roligt sige at jeg har fået rollen som Papegøjen når der ikke arbejdes. Ikke sjældent bliver jeg bedt om at sige nogle unævnelige gloser over middagene, hvilket plejer at udløse megen latter. Jeg har dog sikret mig at tjekke hvad ordene betyder inden de bliver genbrugt i studiet dagen efter. Der er jo ingen grund til at svine folk til uden grund ;o)

Jeg ved ikke hvordan vejret er deroppe, men her er der 18 grader i solen og ikke en sky på himlen. Så pauserne bliver brugt siddende med lukkede øjne i t-shirt. Nice!

Ha det godt Indtil næste gang!
'tenha uma estadia agradável'

mvh
Palle

Jeg er i Lissabon Portugal i øjeblikket for at producere et metalband kaldet 'We are the Damned'. Vi har været i studiet i 5 dage og allerede er vi færdige med alle trommetracks og næsten færdige med basisguitarer. Next up er bas og dernæst vokaler.

Det er spændende arbejde, men også lidt hårdt da vi kører i 10 timers stræk hver dag. Mit arbejde består i at bidrage kreativt til numrene, spille soli og rytmeguitar, få drengene til at spille tight, finde ud af hvordan de er sat sammen psykologisk så vi istedet for at tage 10 takes på et nummer kan nøjes med 1 eller 2 ved at sige de rette ting på den rette måde og få dem til at holde pause på de rigtige tidspunkter og fyre op under dem ligeså på de rigtige tidspunkter. Mit job er også at lave lyd, stemme trommesættet, fikse de fattige portugiseres dårligt justerede instrumenter, reparere ødelagte skind osv. Jeg kunne selvfølgelig bare lade være, men da jeg gerne vil have dette projekt til at lykkes rigtigt godt, har vi ikke tid til at vente på at de selv finder en eller anden obskur type der kan gøre alt det.

Til gengæld bliver jeg behandlet som en royal og både vist frem og får fremvist Lissabon og omegns kulturelle seværdigheder. Måske ikke lige det jeg havde forventet af Metalmusikere, men det er altså sådan det er.  Jeg kom selvfølgelig også lige forbi Estoril og dens tilhørende Formel 1 bane og fik lige lejlighed til at købe et par nye køresko så de de gamle nedslidte kan blive pensioneret.

Priserne hernede er lidt specielle. Nogle ting er foholdsvist dyre (feks. biler) når man tænker på Portugisernes meget lave indkomstniveau, mens almindeligheder ikke koster ret meget. Mad og køresko er billige, mens computere og andet elektronisk udstyr koster det samme som derhjemme.

Vejene er et stort mærkværdigt kaos hvor intet lader til at være særligt logisk, masser af veje på kryds og tværs og en masse hovsaløsninger. Reklamer OVERALT, klistret ud over det hele, affald alle de steder hvor der ikke er huse. Folkecontainere der er totalt nedslidte uden centralvarme, huse der bare er forladt som står og falder sammen både i land og by men også smukke steder. Men mest sydlandsk kaos som man kender det fra tidligere tideres Spanien og syditalien.

Udover at være særdeles humoristiske og hjertelige er Portugiserne også i gang med at lære mig deres sprog. Hvilket faktisk er ganske sjovt - jeg har et lidt obskurt talent i at kunne udtale ord ganske præcist uden dog at forstå hvad det er jeg siger, men det er morsomt at se folk imponeres over cirkustricket. Men jeg er dog ved at lære hvad det er der kommer ud af munden på mig når jeg forsøger mig på det syngende sprog.

Når man er et sted hvor der næsten udelukkende tales et fremmed sprog, begynder man bemærkelsværdigt hurtigt at forstå hvad det er de taler om og kan kommentere det på engelsk. Hvilket ofte tager Portugiserne lidt på sengen, men de er meget ivrige for at lære mig alt hvad jeg spørger om, hvilket er rigtigt hyggeligt hernede, men jeg må jo nok indse at ligeså snart jeg lander i København så har jeg lykkeligt glemt hver en glose ;o)

Maden er dog lidt af en fælde da det er ret fedt, man får fritter til ALT. Deres 'Tosta Absurdo' der er så absurd som navnet antyder er en toast på størrelse med en Pizza..... dammit det feder!!!

vi fortsætter indtil den 10'ende December hvor jeg vender næsen hjemad i en 8,5 time lang rejse, der gør pokkers ondt i bihulerne hver gang trykket stiger når flyene lander de 3 gange det skal i Barcelona, København og Århus.

Pladen udkommer i Marts 2008 hvor bandet om muligt vil spille et par jobs i Danmark, givetvis med mig på 2. guitar, da jeg som sagt spiller på pladen.

Men indtil da, går jeg rundt i t shirt og kigger på de tykt indpakkede bandmedlemmer ryste af kulde i vinterkulden hernede i høj solskin og 15 graders varme.... Lidt spøjst at være eskimoen i selskabet.

Ha det bra i det kolde nord

Turen går til Lissabon. I fugleflugtslinje tager det ca. halvanden time, men i moderne terrortider og poseforbindelser tager det 8-9 timer....... 4 lufthavne og 4 metaldetektorer hvor jeg skal bruge en masse tid på at få gøgleren med pinden til at forstå at jeg har lårben af stål, det bliver ikke nemt. Men vi håber det bedste og jeg håber dælme at jeg får min bagage hele vejen med derned. Jeg tror chancen for bortkommen baggage er 80/20. Jeg har endnu aldrig rejst i noget selskab uden at mindst én mistede sin bagage og det på ture hvor der ikke blev skiftet fly.

Nå nu ikke så negativ. Der har været god tid til at træne il korpus op til turen og mine ører vil blive straffet når We Are The Damned skruer op for deres gear og skriger deres vrede ud. Det bliver 20 dage, hvoraf de 12 bliver i døgndrift i studiet og resten forhåbentlig under lidt sol ved den Portugesiske kyst.

Noget af den meget lange genoptræning jeg har været igennem er foregået som på billedet og DET er megasjovt og fuldstændig afsindigt hårdt, tak til Dam Racing og Unipro Laptimers for muligheden. Thumbs up :o)


Billedet er taget af min søn Rasmus på Vojens Karting Center i November 2007

Jeg husker stadig tydeligt den overskyede vintereftermiddag på en kold gokartbane i Kerpen. jeg var løbet ud til racerkører Kristian Dam og stod parat bag hans havarerede kart for at løfte den op på hans kartvogn. Jeg følte mig ikke helt tryg ved at stå der. Banen gav ikke mange muligheder for at komme i sikkerhed. Mens jeg ventede på at teamchef Kim Dam skulle ankomme med kartvognen, stod jeg med fødder og ben klemt inde imellem de stablede dæk der adskiller de 2 langsider på banen. Kort efter hørte jeg Kristian sige 'pas på', idet jeg tabte balancen og måtte træde et skridt bagud. I samme nu var det som om alting eksploderede.Læs mere...

Peter Rahbek har bygget en ny guitar, den er fyldt med små detaljer som gør den store forskel. Her i artiklen vil jeg gå igennem dem alle og måske give lidt inspiration til hvad der kan gøre en god guitar.

Guitaren er en Rahbek Classic i Stratocaster form. Men går man tæt på er der store forskelle. Headstock er formet i stil med Suhr's men der er forskel. Jeg har stået med en Suhr og sammenlignet og jeg var ikke i tvivl om at Rahbek'en i langt højere grad osede af kvalitet. Alt er simpelthen så supertight og det kan mærkes både i feel og på sustainen. Den her guitar synger LÆNGE!

Læs mere

Øv for den...... Et eller andet skete og jeg har været nødt til at genskabe indholdet på sitet her. Så jeg måtte knokle lidt.....
OG min Koch Multitone er til salg - Den lyder altså godt og er passet rigtigt godt på. Den ser ud som ny.

Det er en Koch Multitone 100 top. Nypris: 11.995,-
brugtpris: 6.995,- Spar en formue

Specifikationer
• 3-kanaler: Clean, Drive og Gain
• 4x 12AX7 og 2x(50W) eller 4x(100W) EL34 tubes
• Højtaler Damping switch
• Penthode / Triode switch
• Serial og Parallel FX-loop
• Solo / Rhythm switch
• Accutronics fjeder reverb
• Recording output
• 5-vejs fodpedal incl.

mail eller ring 51510610

Arbejdet med BURN, altså mit næste soloalbum med vokal denne gang, skrider langsomt frem. I øjeblikket laver jeg skabeloner der er brugbare at synge til. Det går ikke superhurtigt da jeg samtidig er under genoptræning efter jeg smed krykkerne for nogle uger siden.

Det er ikke helt smertefrit skulle jeg hilse og sige. At jeg sammen med krykkernes valfart også tog en kold tyrker fra de forholdsvist stærke morfinpiller, har ikke gjort de sidste par uger lettere. Når man har prøvet sådan en tur, ved man pludselig hvad narkomaner skal stå igennem. Heldigvis er min abnorme stædighed forholdsvis intakt, så på trods af koldsved, rysten og alle mulige mærkelige abstinens symptomer, lykkedes det at holde fingrene væk fra de sidste piller og de er blevet afleveret igen.

Så nu kan jeg efter ulykken i 2002 og lidt over 2,5 års mere eller mindre konstante smerter og kryk-klakkeri, række armene over hovedet og mærke hvordan min krop langsomt vender tilbage til et normalt niveau. Fremgangen er heldigvis eksponentiel og det går hurtigt med at blive 'normaliseret' hvis man kan kalde det det.

Så jeg forventer at sætte lidt mere fart på Burn inden jeg skal til Portugal og lave Lissabon bandet 'We Are The Damned'. En mulighed for lidt Portugesisk sol og varme, hvis jeg kan få mine metalskruer og lårknogler igennem lufthavnskontrollen. Inden da, håber jeg at have alle vokaler til Burn i kassen.

Be Good
Palle

Jeg har for længe siden erkendt at jeg ikke hører til blandt sådan meget åndelige personer, der ikke stiller de store spørgsmålstegn ved krystalhealing, åndernes magt og den slags. Jeg har igennem mange mange år med kampsport brugt meditation som middel til at fokusere min fysik, men levitation og sjælevandring er det aldrig blevet til.

Jeg har hørt en del historier om mystiske munke der kunne mystiske ting, men holdt dem hemmelige fordi verden ikke var klar til det. Men jeg føler mig ikke helt overbevist om det er verden der ikke er klar, men snarere teknikken der ikke er ehhmm helt færdigudviklet, hvis man skal sige det diplomatisk.

Jeg må desværre bekende mig til den kedelige type der er noget af en skeptiker. Jeg køber ikke de vilde konspirationsteorier eller tror på spøgelser. Vil man vise at det findes, så vil jeg sgu have et bevis. I videoen nedenunder kommer så beviset - folk kan ikke bare overbevise andre om deres åndelige evner, men også sig selv. Men så er det jo godt at man kan få en dosis virkelighed at vågne op til.



Ja hvad skal man sige? Selvforsvar kan ikke baseres på intentioner alene, der skal knæ, skinneben, albuer, næver og en god portion vilje til. Himmelvendte øjne og tibetanske tempelklokker gør det ikke alene..... Desværre!

Jeg har aldrig været den store fan af Bob Dylan, lidt for meget non singing og ikke lige min smag i mundharmonika for at sige det mildt. Men Bob har skrevet nogle fænomonale sange og fremføres de af de rette bliver de til ren magi.
Den afdøde guitarvirtuos Michael Hedges lavede en version af All Along the watchtower. Hans version er min absolutte favorit version af det nummer med Jimi H. på andenpladsen ;)



Enjoy!

Dang it.... Sløvheden er evident. Sidste mandag smed jeg krykkerne efter at have tumlet rundt med de irriterende alupinde siden 10 januar og før det i det meste af et år og før det i det meste af et halvt år...... Når man har gået så længe med krykker, hvis man er mig, så er ens fodrodsknogler fuldstændigt pakkede med brusk og skal radbrækkes på ny for at virke. Så med hjælp fra min nye fysioterapeut og vold udøvet af mig selv, er foden blevet kvast til den knaste højlydt og er i dag ved at være så frit bevægelig at jeg kan stå og gå på foden uden det gør alt for ondt. Men der skal lige kvases lidt mere inden den er der helt. Til gengæld skal vi samme tur igennem med knæet og DET gør nas, så tårerne springer og man grynter som en hulemand. Til gengæld er håndled, skuldre og nakke pænt molestrerede og skal have noget ro. Det harmonerer rigtigt skidt med at spille guitar. Men det gør skutte pladen færdig at lade være.
Læs mere...

Efter jeg som ung dreng sad og så Police live fra Grugahalle engang sidst i 70'erne, har jeg drømt om at se dem uden et tv apperat imellem. Det lykkedes delvist i Århus d. 1 September. Selvom de stod på en af de højeste scener jeg har set, fik man mere ud af at kigge på storskærmen. Men nærværet var der nu alligevel og en enkelt gang bevægede Sting sig hen af en rampe og stod lige foran, så man ved selvsyn kunne konstatere at det der poweryoga nok er en rimelig god pensionsopsparing.
Læs mere...

Jeg smiler indvendigt, på trods af at mine ben gør afsindigt ondt lige nu. Jeg har brugt en periode på at komme lidt mere ovenpå mit benproblem, taget skeen i den anden hånd og er i denne uge begyndt at gå uden krykker, for første gang siden 10/01/2007. Så jeg og min fysioterapeut har god fremgang i øjeblikket, men prisen er nogle dage på langs, hvor det bare gør så ondt så man ikke kan se ud af øjnene. Men friheden uden krykker, selvom det halter, er befriende.

Anubia sanger; Linda Christensen som har lagt stemme på Its too late har fået mig til at skifte retning i projektet. Før hendes version af nummeret var retningen alle og ingen vegne. Men hendes take på nummeret fik mig til at skrotte alt og jeg indspillede det hele forfra. Det skulle simpelthen strammes op og være noget mere konsekvent. Resultatet har fået en rigtig god modtagelse,
Læs mere...

Plan for pladeprojekt 2007
Projekt navn: BURN
Noter:
Sang liste:
Sikre:

• Its too late - Vokal: Linda H. Christensen, andet: Palle - Mix: Tue Madsen Anfarm August 2007
• She'll change - Vokal: Malene Galloe, andet: Bas: Allan Peltola, gtr, keys, trommer: Palle
• Love - Vokal: Sofie Christensen, andet: Palle
• Heaven Help us - Vokal: Linda H. Christensen, andet: Palle
• Black Coffee - Vokal: Linda H. Christensen, andet Palle
• Not in the mood - Vokal: Malene Galloe

Læs mere...

Jeg fik sgu lige en ide (pling). Jeg får en pæn portion spørgsmål på email og svarer på dem alle. Men det får jo kun spørgeren noget ud af. Så hvad med at forvandle det til en brevkasse? Hvis du synes det er en god ide, så send et spørgsmål og husk at der ikke findes dumme spørgsmål kun dumme svar - og dem skal jeg nok tage mig af.

Der er ingen grænser for hvad du kan spørge om, men der er sikkert grænser for hvad jeg kan svare på ;)

Andet nyt fra NØRD-fronten er at jeg lige har Bias justeret min Carvin Legacy - det endte selvfølgelig med at jeg fik fat i et sæt Groove Tubes EL34 GE powertubes og eksperimenterede med et 12AX7 M og R rør i dens preamp sektion. Jeg justerede strømmen til rørene op til ca. 35 mA for ikke at pumpe rørene for hårdt og med en samlet strøm på ca. 140 mA samlet i kraftsektionen. Ved at justere lidt op eller ned kan man ændre især bunden i forstærkeren. Der kommer mere bund og mere smooth distortion jo mere strøm man hælder i rørene, men mere strøm slider også på dem. Så man skal være lidt forsigtig.
Læs mere...

Det er lidt med blandede følelser at være tilbage i Danmark. Jeg savner middelhavet, de 1200 trappetrin og de 35°. jeg synes at det der global warming lader vente lidt på sig her i DK og vejret arter sig som det har gjort så længe jeg kan huske. Så det kunne være jeg skulle pruste lidt mere så der kommer noget mere CO2 ud i atmosfæren, så vi kan få gang i den varme altså ;) Herhjemme er det dog rart på andre måder. Min ven Tue Madsen tilbød mig sine spektakulære evner i Pro Tools og mixede mit første nummer fra pladen.
Læs mere...

Så er der lidt at lytte til. Det færdigt mix af Its too late, med Linda Christensen fra Anubia på vokal. Du kan tjekke nummeret ud enten på myspace eller Mymusic.

Nummeret er mixet af MetalMeister Tue Madsen, som godtnok gør sig mest i Mædøl, men er top producer og lydmagiker i alle stilarter. Han har lagt sine kræfter i at mixe for mig lige inden han stikker af til Brasilien på job. I'm very happy :)Læs mere...

For en gangs skyld gad jeg ikke rydde op og gøre alting klart til jeg kommer hjem igen. De gange hvor alt blev efterladt i alfabetisk rækkefølge, superrent og tækkeligt, er jeg kommet hjem til et hjem der var tømt for værdier og splittet ad. Så denne gang lader jeg i al overtro tingene stå i det kaos de plejer at være i. Måske det kan få en eventuel indbrudstyv til at tro at der allerede har været nogen for at tømme skidtet.

Klog af skade har jeg dog gennemfotograferet alt af værdi og lagt det tilgængeligt et hemmeligt sted. Kan man ikke vise forsikringen et billede, tror de ikke på at genstanden har eksisteret. Så afsted jeg drog, indlogeret i min aldrende Alfa Romeo, med hjertet i halsen og øjnene solidt plantet på temperaturmåleren.
Læs mere...

17 år er gået
Af og til eller faktisk ret ofte bliver jeg konfronteret med min fortid i Her Personal Pain. Faktisk alle er positive og syntes det var stort og jeg bliver altid noget overrasket over at det så mange år efter stadig har sat sig et så signifikant aftryk i folks bevidsthed.

For mig var det lidt af en dobbeltsiddet djævel, for første gang så min barndomsdrøm ud til at gå i opfyldelse og så skulle drømmen gå hen og blive et halvvejs mareridt. Når vi spillede var det fantastisk og jeg nød at spille sammen med drengene og Dicte, vi havde en næsten telepatisk kommunikation og kunne hvadsomhelst. Selv en fatal arrangements fejl begået af mig på live TV I Elevatoren på TV2 kunne vi uden større problemer fake os ud af så godt at jeg ikke i dag kan pege ud hvornår jeg begår fejlen og hvor vi redder den igen, selvom jeg kigger båndet igennem flere gange.

Læs mere...